Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Vandløb - restaurering

  Vi har fokus på vores vandløbs tilstand. Det er ikke nok, at vandet er rent, der skal også være levesteder og føde til fisk og smådyr. Restaurering af vandløb genskaber levesteder og fødegrundlag for fisk og smådyr, og vi får mere natur i vores vandløb.

 

Fra dårlige til gode vandløb

Vandløbene i Slagelse Kommune har det generelt set ikke så godt. Mange af vandløbene påvirkes af spildevand fra ikke kloakerede områder, og stort set alle vandløbene er påvirket af tidligere tiders reguleringer og vedligeholdelse. Det vil sige, at vandløbene gennem tiden er blevet udrettet og uddybet, og at planter og sten/grus er fjernet fra vandløbene.

Disse påvirkninger af vandløbene betyder, at det kun er få af vores vandløb, der kan indeholde et varieret dyreliv. Fisk og smådyr kan ikke leve i de stillestående vandløb uden planter og med sand og mudder på bunden.

Hvis vandløbene i fremtiden skal have en naturmæssig værdi, skal dyrelivet tilbage i vandløbene. Det kan det kun komme, hvis vi genskaber dyrenes fødegrundlag og levesteder. Næsten alle kommunevandløb (og enkelte private vandløb) har en målsætning, som skal overholdes. Målsætningerne bliver kun opfyldt i ca. halvdelen af kommunens målsatte vandløb, og det er primært fordi, der intet dyreliv er i vandløbene.

Restaureringstiltag

Hvordan skaffer vi så dyrene tilbage i vandløbene, så vi kan opfylde de fastsatte målsætninger?

Det er naturligvis vigtigt at mindske tilførslen af spildevand til vandløbene. Denne problemstilling behandles i kommunens spildevandsplan.

En anden meget vigtig opgave er at genskabe fødegrundlaget og levestederne for smådyr og fisk. En af metoderne til det er gennem forskellige typer af restaureringstiltag på udvalgte vandløbsstrækninger. Restaureringstiltagene har til formål at føre vandløbene tilbage til en naturlig tilstand, hvor der er slyngninger, strøm, gode bundforhold med sten og grus, moderat vækst af vandplanter mv.

Restaureringstiltagene kan bestå af

  • Plantning af skyggegivende træer og buske langs vandløbet (giver lavere vandtemperatur og færre planter i vandløbet og på bredden)
  • Etablering af sandfang (en udvidelse af vandløbet på en kortere strækning medfører, at sandet lægger sig på bunden af sandfanget, og kan opgraves herfra)
  • Udlægning af sten og grus (for at genskabe den faste bund uden sand og mudder)
  • Anlæg af kreaturvandingssteder (for at begrænse tilførslen af sand og jord til vandløbet fra kreaturers nedtrampning af bredden)
  • Åbning af rørlagte strækninger til åbent vandløb
  • Fjernelse af spærringer, fx styrt, sluser, opstemninger mv. (for at skabe fri passage i vandløbene for fisk og smådyr)
  • Genslyngning (for at genskabe vandløbets naturlige forløb).

Det er bare nogen af de mest almindelige former for restaureringstiltag, som benyttes overalt i Danmark til at genskabe et godt miljø i vandløbene.

Eksempel på et restaureringsprojekt


 

(Halkevad Å før og efter restaurering).

Restaureringsprojekter 2003-2009

Vi arbejder målrettet med at forbedre den fysiske tilstand i kommunens vandløb. Især med fokus på Tude Å systemet. I perioden 2003-2008 er der udført restaureringsprojekt i følgende af kommunens vandløb:

Slagelse Kommune har i den seksårige periode plantet ca. 6.500 skyggegivende træer og buske langs mere end 20 km vandløb. Vi har forbedret bundforholdene med sten og gydegrus i ca. 35 km vandløb samt etableret 17 sandfang. Desuden har vi genslynget ca. 14 km vandløb og åbnet en rørlagt strækning på 170 m vandløb.

Vi har også fjernet 5 spærringer, etableret 8 vandingssteder og et vadested, og lavet brinksikring af en række udløb og forbedret flere overkørsler.
 
Disse restaureringsprojekter har resulteret i, at de 11 vandløb generelt har fået det meget bedre, og at der kan registreres flere smådyr og fisk i vandløbene. Det betyder, at målsætningen for vandløbene kan opfyldes de fleste steder i disse vandløb, selvom det tidligere Vestsjællands Amt valgte at stramme målsætningen i nogle af vandløbene i 2006.

Disse projekter har kostet i alt ca. 5 mio. kr.,hvoraf ca. en tredjedel af det samlede beløb er blevet dækket af tilskud fra Direktoratet for Fødevare Erhverv, samt Skov- og Naturstyrelsen, der begge har en årlig pulje penge til vandløbsrestaurering.

Restaureringsprojekter 2010 og fremover

I 2010 gennemføres restaureringsprojekter i 6 af kommunens vandløb:

  • Bjerge Å: Ny vandløbsbund, udlægning af skjulesten, minislyngninger, plantning af skyggegivende træer og buske, etablering af gydebanker, etablering af midlertidigt sandfang og fjernelse af en faunaspærring

  • Halkevad Å: Udlægning af gydegrus og skjulesten

  • Lindes Å v/Mindelunden: Oprensning af betonstykker og affald, ny vandløbsbund, udgravning af huller (fordybninger i vandløbet), etablering af gydebanker, udlægning af skjulesten, forsøgsvis udlægning af træ i vandløbet og etablering af trappe til vandløbet

  • Spegerborgrenden: Ny vandløbsbund, udlægning af skjulesten, minislyngninger, etablering af gydebanker og plantning af skyggegivende træer og buske
     
  • Øllemoserenden: Udlægning af større sten ved stryg, udlægning af gydegrus og fjernelse af ålepas

  • Vårby Å: Udlægning af sten og gydegrus

Alle projekter har været eller er i 4 ugers offentlig høring med efterfølgende 4 ugers klagefrist. Se aktuelle projekter i høring under Nyheder.

Vi planlægger at fortsætte rækken af restaureringstiltag mange år endnu. Det er nødvendigt, hvis vandløbene skal opfylde deres målsætninger – både de nuværende og de fremtidige (i forbindelse med vandrammedirektivet). Det kan de næste 5 år være nødvendigt at intensivere projekterne, da alle vandløb ifølge vandrammedirektivet skal have en ”god tilstand” senest 2015.

Inddragelse af bredejere, foreninger mv.

Vi ønsker at gennemføre restaureringstiltagene i god dialog med de enkelte bredejere, sportsfiskerforeninger, naturforeninger mv. Forud for gennemførelsen af de enkelte projekter vil vi altid tage kontakt til bredejerne og aftale nærmere. Dermed kan projektet også tilpasses lokale ønsker og behov.

Vi har ligeledes et godt samarbejde med bl.a. de lokale sportsfiskerforeninger, som har en stor interesse i vandløbene og en stor viden om dem.

Alle restaureringsprojekter er i henhold til loven også ude i offentlig høring, hvor alle interessenter har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker.

Hvis du har idéer til et restaureringsprojekt i dit vandløb, så er du velkommen til at kontakte en af kommunens vandløbsmedarbejdere.

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Miljø og Natur.

Sidst opdateret 14. oktober 2010
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Teknik+og+Miljoe/natur/vandloeb/restaurering/vandloeb+restaurering.htm