Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer

Herunder information om Servicelovens § 112 til § 117, hvad hjælpen omfatter, økonomi, ansøgningsskema, sagsbehandlingsfrister mv.


Servicelovens § 112 til § 117

Kommunen yder hjælp til personer, der har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når forbrugsgodet, hjælpemidlet eller boligændringen i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal kunne lette den daglige tilværelse i væsentlig grad, eller være nødvendig for at du kan udføre et erhverv. Boligændringen skal være nødvendig for at gøre boligen til et bedre egnet opholdssted for dig.

Hjælpen skal give mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt, og i størst muligt omfang give mulighed for at blive uafhængig af andres bistand, eller kunne aflaste pårørende i dagligdagen.

Man kan kun få hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer til afhjælpning af varige lidelser. Ved midlertidige lidelser bevilger sygehusene hjælpemidler.

Hjælpemidlet, forbrugsgodet eller boligændringen bevilges efter individuel vurdering og behov, og personalet revurderer bevillinger ved ændrede behov.

Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.

Hvad omfatter hjælpen?

  • Genbrugelige hjælpemidler fx kørestol, gangstativ, stok.
  • Personlige kropsbårne hjælpemidler fx sko, parykker, kompressionsstrømper og høre- og synshjælpemidler.
  • Forbrugsgoder fx el-hvilestol, hårde hvidevarer og vaskemaskine.
  • Boligændringer


Hvad skal jeg betale?

Det er gratis at låne et genbrugeligt hjælpemiddel. Du betaler selv for udgifter som følge af brug af hjælpemidlet fx drift, rengøring og vedligeholdelse. Du kan få hjælp til enkelte driftsudgifter fx udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end 1 udskiftning om året. Du betaler selv for den 1. årlige udskiftning af dæk og slanger.

Personlige kropsbårne hjælpemidler får du som regel gratis, undtagen ortopædisk fodtøj, hvor kommunen kun betaler et tilskud til skoene.

For forbrugsgoder udgør hjælpen fra kommunen 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt, når prisen overstiger 500 kr. Du kan vælge et andet / dyrere produkt end kommunen vælger, hvorefter du selv betaler merudgiften.

Boligændringer er gratis for dig, med mindre der er tale om større boligændringer, der medfører værdiforøgelser af din ejerbolig. I disse tilfælde kan Slagelse Kommune vælge at tage pant i form af rente- og afdragsfrie lån.


Ansøgningsskema

Brug Selvbetjening for at hente et ansøgningsskema.


Sagsbehandlingsfrister

Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet disse sagsbehandlings- og leveringsfrister, som er gældende pr. 1. juni 2011

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Myndighed

Sidst opdateret 30. juni 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Voksne+og+Aeldre/Handicap+og+Socialpsykiatri/Tilbud+til+handicappede/Hjaelpemidler+og+forbrugsgoder.htm