Omsorgstandpleje
Hvad er omsorgstandpleje?
Omsorgstandpleje er et tilbud om regelmæssig tandpleje med eftersyn og behandling af tænder og/eller tandproteser for borgere over 18 år.
Målet med ydelsen
At du kan få udført forebyggende og behandlende tandpleje, selv om du ikke er i stand til at komme til en almindelig tandlæge. Tandklinikken vil kunne udføre næsten al tandbehandling i dit eget hjem.
Kriterier for bevilling af omsorgstandpleje
- Du skal være tilmeldt folkeregistret i kommunen.
- Du skal være pensionist.
- Du skal have væsentlige nedsatte fysiske og/eller psykiske handicaps.
- Du skal være bundet til hjemmet og få hjælp til næsten alle funktioner og være ude af stand til at anvende almindelige tandplejetilbud.
Hvad koster omsorgstandpleje?
Det koster 450 kr. årligt i 2011 at være med i ordningen.
Beløbet trækkes automatisk over pensionen den førstkommende måned efter tilmeldingen.
Hvis du er medlem af Sygeforsikringen Danmark, skal du sende en kopi af pensionsmeddelelsen til Sygeforsikringen. Kopien skal være fra den måned, hvor kommunen har trukket for omsorgstandplejen. Sygeforsikringen vil herefter refundere efter gældende regler.
Leverandør af omsorgstandpleje
Regionstandklinikken under Region Sjælland udfører omsorgstandplejen.
Hvis du får bevilget omsorgstandpleje, vil du derfor blive kontaktet af personale fra Regionstandklinikken.
Hvordan ansøger jeg?
Hvis du ønsker at ansøge om omsorgstandpleje, skal dette ansøgningsskema udfyldes og sendes til:
Center for Ældre, Myndighedsafdelingen, Valbyvej 71, 4200 Slagelse.
Der er også muligt at ringe til Myndighedsafdelingen alle hverdage mellem kl. 9-15, dog fredag til kl. 13 på telefon 58 57 36 00.
Ekspedition
Efter modtagelse af din ansøgning kontakter visitator dig og aftaler tidspunkt for et hjemmebesøg hos dig med henblik på at vurdere behovet for omsorgstandpleje.
Efter besøget vil du modtage en skriftlig afgørelse.
Klagemulighed
Der er ikke mulighed for at klage over afslag, i henhold til Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Ældre.
Sidst opdateret 28. september 2011