Borger

Pas - ansøg om eller forny dansk pas

Du skal møde personligt op

Ved ansøgning om eller fornyelse af pas skal du altid møde personligt op i en kommunes borgerservicecenter, uanset alder.

For at få udstedt eller fornyet et pas til dit barn under 18 år skal begge indehavere af forældremyndigheden udfylde felterne om samtykkeerklæring i ansøgningen, hvis der er fælles forældremyndighed.

I Slagelse Kommune kan du henvende dig i et af de tre borgerservicecentre.

Ansøg om eller forny dansk pas
  • Sådan får du et pas

    Når du ønsker at få et pas, skal du henvende dig personligt i et borgerservicecenter. Du kan frit vælge kommune.

    Alle nye pas skal indeholde fingeraftryk, så du får taget digitale fingeraftryk, når du bestiller et nyt pas. Dette gælder indtil videre ikke for børn under 12 år.

    Du skal medbringe:

    • dit sidst udstedte pas, hvis passet skal fornys
    • original dåbs- eller navneattest, hvis du ikke har et pas i forvejen
    • fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn
    • sundhedskort (sygesikringsbevis), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation, og du ikke har et pas i forvejen
    • et vellignende foto

    Det tager 10-14 dage, før du får dit nye pas.

    Indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden skal underskrive

    Husk, at hvis dit barn skal have et pas, skal den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, give samtykke, før passet udstedes. Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden. Man giver samtykke ved at underskrive ansøgningen.

    Flybilletter ved fornyelse af pas

    Når du fornyer dit pas, får du altid et nyt pasnummer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at hvis du har købt flybilletter, og du har oplyst dit gamle pasnummer, så kan flybilletterne være ugyldige. Har du oplyst dit gamle pasnummer, kan du kontakte dit flyselskab, og så kan de måske ændre pasnummeret til det nye pasnummer, hvis det er nødvendigt.

    Nyt pas for danskere bosiddende i udlandet

    Hvis du er dansker, bor i udlandet og skal have et nyt dansk pas, er det billigst, hvis du bestiller passet, når du er på besøg i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved personlig henvendelse til borgerservice i enhver kommune. Du behøver ikke at bo i kommunen eller have nogen særlig tilknytning til den.

    Hvis du ikke kan komme til Danmark, kan du søge om pas på de danske ambassader og konsulater. På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du landelisten. Her kan du klikke dig frem til, hvor ambassaden og/eller konsulaterne ligger i det enkelte land, samt hvordan du ansøger, hvad du skal betale og hvilke dokumenter, foto og andet du skal have med.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvad koster et pas?

    Et pas inklusiv gebyr for fingeraftryk koster (2014):

    • 0 til 11 år: 115 kr.
    • 12 til 17 år: 141 kr.
    • 18 til 64 år: 626 kr.
    • 65 år og derover: 376 kr.
    • Det er ikke billigere, at få et pas fordi du er førtidspensionist

    Du kan betale med dankort og danske kontanter, dvs. du kan IKKE betale med bla. visa electron, mastercard eller udenlandsk visa

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvor længe er passet gyldigt?
    • Pas til voksne er gyldige i 10 år
    • Pas til 0-2-årige er gyldige i to år
    • Pas til børn og unge i alderen 2-18 år er gyldige i fem år.
    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Alle børn skal have eget pas

    Børn skal have deres eget pas, uanset hvor gamle de er.

    For at få udstedt eller fornyet et pas til dit barn under 18 år skal begge indehavere af forældremyndigheden udfylde felterne om samtykkeerklæring i ansøgningen, hvis der er fælles forældremyndighed. Men det er kun en af jer, som behøver at møde op sammen med barnet. Når du ansøger om pas til dit barn, skal barnet være til stede.

    Der gælder de samme regler for pas til børn som for pas til voksne. Også hvad angår kvaliteten af det medbragte foto. Dog skal børn under 12 år indtil videre ikke afgive fingeraftryk.

    Unavngivne børn

    Hvis dit barn ikke er navngivet, og I skal ud at rejse, skal du være opmærksom på, at enkelte lande som fx England og USA ikke kan garantere, at dit barn kan rejse ind i landet uden problemer.



    Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit rejsemåls ambassade eller konsulat i Danmark.

    Hvis dit barn rejser uden dig

    Hvis dit barn under 18 år skal ud at rejse, og du som forælder eller værge ikke skal med, kan dit barn risikere at blive nægtet indrejse i nogle lande.

    Der findes endnu ikke en liste over, hvilke lande det drejer sig om. Derfor er det en god idé på forhånd at kontakte ambassaden eller konsulatet for det land, dit barn skal rejse til. De vil kunne oplyse om reglerne børn og unge under 18 år, der rejser ind i landet uden deres forældre eller værge.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Krav til fotoet i pas

    Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit pas:

    • fotografiet skal være uden skader
    • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
    • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
    • hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
    • ansigtet skal være jævnt belyst
    • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
    • munden skal være lukket
    • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
    • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.

    Du kan få mere information om udstedelse af pas ved at henvende dig til kommunen og læse politiets regler for pasfoto.

    I Slagelse Kommune har du mulighed for, at få taget dit digitale pasfoto i forbindelse med ekspeditionen, det koster et gebyr på 139 kr.
    Erfaringen viser, at det kan være svært at tage pasfoto af små børn. Vi anbefaler derfor forældre til børn under fem år, at medbringe et gyldigt pasfoto af barnet.
    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Der skal fingeraftryk i nye pas

    Der skal fingeraftryk i alle nye pas, undtagen i pas til børn under 12 år. Det koster 26 kr. (2014) at få optaget digitale fingeraftryk til dit pas.

    Dit gamle pas er stadig gyldigt

    Gamle pas uden fingeraftryk vil fortsat være gyldige i hele passets løbetid.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvis du mister dit pas

    Hvis du mister dit pas i Danmark, skal du henvende dig til kommunen, der annullerer passet, så det ikke længere er gyldigt. Herefter kan du ansøge om et nyt pas, som du selv skal betale.

    Hvis du mister dit pas i udlandet, skal du politianmelde det og bede om en politirapport eller en kvittering. Den skal du tage med til den danske ambassade i det pågældende land sammen med to pasbilleder, der lever op til billedreglerne. Ambassaden kan udstede et nyt midlertidigt pas (nødpas), der gælder, til du kommer tilbage til Danmark. Du skal betale et gebyr eller timebetaling for udstedelsen af nødpasset.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvis du ikke kan nå at få dit pas

    Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der tre muligheder for levering af pas i hastetilfælde:

    • forlængelse af eksisterende pas
    • midlertidigt pas (nødpas)
    • hastelevering.
    Forlængelse
    Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang ved et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste tre måneder eller vil udløbe inden for kort tid, før du skal rejse. Men kun i det tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas - fx ved et akut opstået behov for at rejse. Forlængelsen vil så gælde, til du kommer hjem fra din rejse - dog maksimalt et år. Forlængelsen koster ikke noget. Du skal møde personligt op i borgerservice og have dit pas med. Muligheden for at få forlænget sit pas gælder også for børnepas. Her skal barnet møde personligt op. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive ansøgningen, men I behøver ikke begge to møde op. Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet. Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.
    Midlertidigt pas (nødpas)
    Midlertidigt pas (nødpas) kan udstedes, hvis:
    • du har mistet dit pas
    • du ikke har et pas
    • du ikke har medbragt passet
    • dit pas er udløbet for mere end tre måneder siden.

    Du kan kun få et nødpas, hvis du ikke kan nå at få et egentligt pas. Nødpasset har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Det udstedes kun for den periode, du er på rejse - og maksimalt et år. Der er lande, som fx USA, der ikke godkender nødpasset til indrejse. Prisen er den samme som for det almindelige pas.

    Du skal til et borgerservicecenter for at få et nødpas.

    Hastelevering

    Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på 10-14 dage, er der mulighed for hastebehandling. Den tager normalt ca. otte dage. I nogle kommuner, kortere tid.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Ekstra pas

    Du kan søge om et ekstra pas, hvis du rejser i forbindelse med dit arbejde, og:

    • dit pas er indleveret til visering,

    eller

    • dit pas har stempler eller viseringer, der kan gøre indrejse umulig i det land, du har planer om at rejse til.

    Du skal dokumentere, at det er nødvendigt med et ekstra pas. Medbring en erklæring fra din arbejdsgiver og søg om det ekstra pas i borgerservice. Prisen er den samme, som for almindeligt pas.

    Normalt kan du ikke få ekstra pas til turist- og ferierejser.

    Gyldighed for ekstra pas

    Et ekstra pas må kun udstedes for rejsens varighed, dog maksimalt to år. Du skal aflevere dit ekstra pas tilbage til kommunen efter brug.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvis du har skiftet navn

    Hvis du har skiftet hele eller dele af dit navn ud, er det en god idé at få et nyt pas. Af sikkerhedsgrunde vil flyselskaber og rejsebureauer ikke lade dig rejse, hvis navnet på billetten og navnet i passet ikke er det samme.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Få mere at vide

    Du kan få flere oplysninger om og vejledninger i ansøgning af pas hos kommunens borgerservicecenter.

    Udenrigsministeriets borgerservice kan hjælpe med oplysninger om andre landes regler for pas.

    Nogle lande kræver fx, at dit pas er gyldigt seks måneder eller længere ud over rejsens varighed. Det er dit ansvar at undersøge reglerne i det land, du rejser til. Tjek evt. med dit rejsemåls ambassade i Danmark., som du skal rejse til.

    Bemærk at du ikke behøver at henvende dig til din egen kommune, for at få lavet pas.
    Indhold hentet fra Borger.dk
Spørgsmål og svar
Siden er sidst opdateret 14. juli 2014