Førtidspension og tillæg

Du kan få tilkendt førtidspension, hvis din arbejdsevne er varigt nedsat

Førtidspension - Samtykke

Hvis du ønsker at søge førtidspension, skal du kontakte Jobcentret. Før Jobcentret kan behandle din ansøgning om førtidspension, skal du udfylde samtykke til, at Jobcentret må hente oplysninger om dig. Oplysninger, som skal bruges til at behandle din ansøgning om førtidspension.

Hvem skal jeg kontakte?

Du skal kontakte Slagelse Kommune, hvis du vil høre, hvor langt din sag om førtidspension er kommet.

Du skal kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål til beregning eller udbetaling af din førtidspension.

Førtidspension nye regler
  • Tilkendelse efter 1. januar 2013

    Den 1. januar 2013 blev reglerne om tilkendelse af førtidspension ændret.

    Du er omfattet af de nye regler for tilkendelse, hvis din førtidspensionssag er påbegyndt efter 1. januar 2013. Reglerne om pensionens størrelse, beregning af pension m.v. er de samme som før 1. januar 2013.

    Førtidspensionens pensionstillæg kan dog ikke udbetales i alle tilfælde, hvis du bosætter dig i udlandet fra 1. januar 2013.

    Du har kun ret til førtidspension, hvis du:

    • Ikke er i stand til at forsørge dig selv ved arbejde, fordi din arbejdsevne er varigt nedsat.
  • Generelle betingelser

    For at få tilkendt førtidspension:

    • Du skal være dansk statsborger
    • Du skal bo fast i Danmark
    • Du skal have boet i Danmark i tre år i perioden fra du fyldte 15 år, til det tidspunkt du bliver tilkendt førtidspension
    • Der gælder særlige regler for dig, hvis du har boet og/eller arbejdet i et EU/EØS-land, Schweiz eller et land, som Danmark har indgået konvention med.
    • Der gælder særlige regler for dig, hvis du har ophold i Danmark som flygtning efter Udlændingelovens § 7 og § 8.

    Du har ikke ret til førtidspension, hvis:

    • Du kun mister din arbejdsevne i en periode
    • Du kan forbedre din arbejdsevne gennem aktivering, behandling, revalidering, ressourceforløb eller på anden måde, så du kan forsørge dig selv på almindelige vilkår eller i et fleksjob.
  • Behandling af din ansøgning

    Det er Slagelse Kommune, der vurderer, om du har ret til førtidspension. Der bliver set på en række forhold ved vurdering af berettigelse til førtidspension, fx uddannelse, erfaring fra arbejdsmarkedet og dit helbred.

    Du vil som udgangspunkt skulle have deltaget i et ressourceforløb, før det kan vurderes, om du har ret til førtidspension. Førtidspension er med andre ord den sidste løsning.

  • Dine pligter

    Du har pligt til at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig, hvis ændringen har betydning for din pension. Det kan fx være, at du bliver enlig eller gift.

    Du skal sørge for, at din forskudsregistrering er korrekt, da Udbetaling Danmark automatisk får oplysninger fra SKAT.

Hjælp til enkeltydelser
Spørgsmål og svar
  • Hvem behandler min sag om førtidspension?

    Det er kommunen, der tilkender førtidspension. Dvs. det er kommunen, der vurderer, om du opfylder betingelserne for at få førtidspension. Hvis du vil søge førtidspension, skal du henvende til til Jobcentret.

    Det er udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din førtidspension, når du har fået den tilkendt. Du skal derfor kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål om beregning og udbetaling af førtidspension.

     

  • Hvor lang tid går der, før jeg kan forvente en afgørelse i min sag om førtidspension?

    Du kan forvente en afgørelse i din sag om førtidspension inden 3 måneder efter at sagen er rejst i henhold til Lov om Social Pension.

    Fristen er den samme uanset om du selv søger førtidspension eller om sagen indstilles fra Jobcentret. 

  • Hvordan beregner jeg min førtidspension?

    Størrelsen på din førtidspension afhænger blandet andet af, om du er enlig, gift eller samlevende.

    • Hvis du er enlig, vil du som udgangspunkt få 215.100 om året før skat.
    • Hvis du er gift eller samlevende, vil du som udgangspunkt få 182.832 om året før skat.

    Din førtidspension kan blive sat ned, hvis du eller din ægtefælle/samlever har indtægter ved siden af din pension. Det kan fx være:

    • Indtægter ved personligt arbejde - løn, honorar mv.
    • Udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensioner, fx ratepension
    • Underholdsbidrag og andre løbende ydelser, fx erstatninger.
    • Anden indkomst ud over førtidspensionen, du skal betale skat af.
    • Positiv kapitalindkomst.

    Det er Udbetaling Danmark, som beregner din pension.

  • Hvem skal jeg kontakte, hvis min situation ændrer sig?

    Du skal give besked til Udbetaling Danmark, hvis:

    • Din samlivsstatus ændres, fx hvis du bliver enlig, gift eller får en samlever.
    • Du flytter.
    • Din eller din ægtefælles/samlevers formue ændrer sig, fx hvis du eller din ægtefælle/samlever arver, køber eller sælger værdipapirer eller får afkast af formuen.
    • Der sker ændringer i indkomster, du eller din ægtefælle/samlever ikke betaler skat af i Danmark, fx udenlandske indkomster
    • Der er ændringer til din eller din ægtefælles/samlevers selvstændige virksomhed. Det gælder uanset, om du eller din ægtefælle/samlever skal betale skat af indkomsten i Danmark eller ej.

    Du skal også give besked til Udbetaling Danmark, hvis du rejser til et land uden for EU/EØS og Schweiz - dog ikke Færøerne og Grønland - i mere end 2 måneder.

Siden er sidst opdateret 23. august 2016