Nu renser vi tang væk fra strandene

Kobæk, Stillinge og Færgehavnen Strand får renset en gang om ugen, mens de øvrige strande renses, når vi vurderer et behov.

Hvis du kan lide vores mange dejlige strande i kommunen, er der godt nyt til dig. Nu kan du nemlig se frem til en badesæson med mindre tang mellem tæerne!

Vi har købt en strandrenser med det mundrette navn Barber SR 600 HD. Den er købt brugt så langt væk som i Australien, da prisen inkl. fragt til Danmark blev halvdelen af nyprisen.

Maskinen sættes bagpå en traktor og fungerer som en stor rive med indbygget si. Tangen bliver revet sammen og dermed væk fra sandbredden, så du ikke får det mellem tæerne.

Som sidegevinst tager maskinen ofte også glasskår, cigaretskodder og andet affald med op. Sørg dog alligevel altid for at rydde op efter dig, så vi alle gør vores for at holde stranden pæn og nydelig.

Ugentligt rens og efter behov

En gang om ugen vil de to mest besøgte og populære strande blive renset for tang: Kobæk og Stillinge. Derudover renser vi også ugentligt den nye strand Færgehavnen Strand.

De øvrige strande renses mindst en gang før badesæsonens start, og herefter når vi vurderer, at der er for meget tang - dog ikke i længere perioder med kraftig vestenvind. Strandene overvåges løbende.

Vi håber, at I er lige så begejstrede som os for udsigten til mindre tang på strandene i løbet af badesæsonen.

Besøg en strand

Nyhed 15. juni 2017.