Brændeovne

Følger du nogle enkle råd for at fyre i brændeovn, kan du afhjælpe røggener og reducere sundhedsskadelige partikler

Råd til fyring i brændeovne
  • Tænd op korrekt

    Mange lægger optændingspinde nederst, når de skal tænde deres brændeovn. Men røg og forurening mindskes, hvis du i stedet lægger dem øverst.

    I vores folder kan du læse, hvordan du kan tænde op med færre røggener og samtidig spare på dit træ. 

  • Brug rent og tørt træ

    Hvis du fyrer med vådt træ, får du ikke alene mindre varme ud af dit brænde, det forurener også mere.

    Hvis træet er vådt, går energien og varmen tabt til at tørre brændet i ovnen i stedet for at varme og skabe en ren forbrænding. Samtidig får du en tilsodet ovn og skorsten, og det kan resultere i en skorstensbrand.

    For at få en ren forbrænding med klare gule flammer og ingen røg, skal temperaturen være så høj som muligt.

  • Brænd ikke skrald

    Som privatperson er det forbudt at afbrænde skrald. Det gælder også affaldstræ som paller, spånplader, gamle plankeværk, havemøbler og alle andre former for behandlet træ.

  • Fyr lidt af gangen

    Hvis du fylder store eller mange stykker træ i ovnen, går der lang tid før temperaturen bliver så høj, at du får en god forbrænding. Sørg derfor for at fyre lidt af gangen og med mindre stykker, så udnytter du også dit brænde bedre.

  • Sørg for rigeligt luft

    Under fyringen er det vigtigt, at forbrændingen bliver så fuldstændig som mulig. Ellers vil der frigives partikler og gasser, som kan sætte sig som sod i skorstenen eller slippe uforbrændt ud til miljøet.

    Du skal sørge for at tilføre rigeligt med luft – både i starten, hvor det gælder om at få temperaturen hævet hurtigst muligt, men også når du kommer mere træ i ovnen.

    Mange skruer hurtigt ned for varmen for at få brændet til at holde i længere tid. Du får ikke mere varme ud af brændet, og det betyder desværre, at der ikke kommer luft nok til en fuldstændig forbrænding, og røgen vil derfor indeholde store mængder sundhedsskadelige partikler, der lugter og generer.