Hjælp til enkeltudgifter

Du kan søge om økonomisk hjælp til en række udgifter

Ansøgning

Hvis du ønsker at søge om hjælp til en enkeltudgift, skal du søge via selvbetjeningen "Enkeltydelser - søg om" i den røde boks.

Ved ansøgning skal du vedlægge dokumentation for udgiftens størrelse samt dokumentation for dine indtægter og udgifter.

Du kan søge om økonomisk hjælp til enkeltudgifter, hvis

  • der er sket ændringer i dine forhold
  • du ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften selv
  • du ikke har mulighed for at låne fx. via bank
  • du ikke har formue
  • din egen betaling af udgiften i afgørende grad vil gøre det vanskeligt for dig og din families mulighed for at klare jer.

Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge at et behov, der ikke har kunnet forudses. Udgiften skal være rimeligt begrundet, og vil i hvert enkelt tilfælde afhænge af en konkret vurdering.

Den ansøgte udgift skal ikke kunne dækkes på anden måde fx via forsikringsselskab. Udgiften skal ud fra en konkret vurdering kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Pligter og rettigheder

Du har pligt til at afgive de oplysninger, der dokumenterer, om du har ret til hjælpen.

Hvor meget

Hvis du opfylder betingelserne, ydes der hel eller delvis hjælp til udgiften. Hjælpen kan også udbetales med aftale om, at du har pligt til at betale den tilbage.

Udbetaling

Udbetaling af bevilget beløb vil ske til din NemKonto indenfor 3 bankdage efter bevilling.

Spørgsmål og svar
  • Hvordan klager jeg over en afgørelse?

    Du har mulighed for at klage, hvis du er uenig i en afgørelse. 

    Klagefristen er 4 uger fra du har modtaget afgørelsen. 

    Klagefristen vil dog afhænge af hvordan du har modtaget din afgørelse og hvordan du vælger at sende din klage til kommunen. 

    Hovedreglen er, at kommunens afgørelse må anses at være kommet frem i borgerens postkasse:

    • Samme dag, hvis afgørelsen er sendt med digitalt post
    • Efter seks omdelingsdage, hvis afgørelsen er sendt med fysisk post. 

    Har du modtaget afgørelsen digitalt: Skal vi have modtaget din klage inden 4 uger (ved døgnets udløb) fra du har modtaget din afgørelse digitalt. 

    Har du modtaget afgørelsen med fysisk post: Skal vi have modtaget din klage inden 4 uger og 6 hverdage (ved kontortids ophør) fra du har modtaget din afgørelse med fysisk post. 

    Klagen skal sendes til Slagelse Kommune, Rådgivning og Udbetaling, Gørtlergade 4, 4200 Slagelse. Du kan sende klagen med almindelig post eller via din digitale postkasse. Klagen kan også være mundtlig. 

    Når vi modtager din klage, har vi pligt til at se på din sag igen. Hvis vi fastholder afgørelsen, sender vi sagen og sagens dokumenter videre til behandling i Ankestyrelsen. 

  • Hvad er en ændring i dine forhold?

    En ændring i dine forhold kan for eksempel være:

    • Arbejdsløshed
    • Sygdom
    • Graviditet/fødsel/barsel
    • Tab af forsørger
  • Hvad er en forudsigelig udgift?

    En forudsigelig udgift kan være mange forskellige typer af udgifter.

    Forudsigelige udgifter kan for  eksempel være:

    • boligindskud - ved flytning til anden bolig
    • flyttehjælp - ved flytning til anden bolig
    • almindelig udskiftning af køleskab og andre anskaffelser til husholdningen
    • fødsel, dåb og konfirmation

    anses normalt for at være forudsigelige udgifter, som det forventes, at du sparer op til.

  • Hvornår kan jeg forvente, at min ansøgning om enkeltydelse bliver behandlet?

    Du kan forvente, at vi har behandlet din ansøgning senest 2 uger fra modtagelsen. Hvis vi ikke kan overholde denne frist, fx fordi vi mangler yderligere oplysninger, vil du høre nærmere fra os.

Siden er sidst opdateret 31. oktober 2018