Det Gamle Trykkeri

Oplev hvordan aviser, plakater, visitkort og blade blev trykt i gamle dage og se de gamle maskiner.

Det Gamle Trykkeri er et arbejdende museum, hvor du kan se, hvordan aviser, bøger og tryksager blev fremstillet i ”gamle” dage – det vil sige indtil for godt 50 år siden.

Museet er bygget op om donationer fra bogtrykkerier fra hele Vestsjælland og fremstår som et typisk provinsbogtrykkeri fra midten af 1900-tallet tilsat nogle lidt ældre rariteter.

Besøg museet

På Det gamle Trykkeri viser pensionerede sættere, trykkere og bogbindere deres gamle håndværk frem.

Du kan se de gamle maskiner, der blev brugt til at trykke brochurer, bøger, plakater og meget mere før computerens og printerens tid.

De gamle maskiner lavede tryk på papir fra ca. 1860 og op til slutningen af 1960’erne, hvorefter computeren og de digitale tryk, som vi kender det i dag, vandt ind.

Du kan opleve håndsætterens plads ved sætteriet, hvor han omhyggeligt lagde bogstaver ved siden af hinanden for til sidst at danne en sætning og lave et aftryk.

Maskinerne er stadig aktive

Museets ældre maskiner er stadig aktive. Så på Det Gamle Trykkeri kan du få fremstillet mindre tryksager som indbydelser, menukort og servietter på den gammeldags facon.

Og bogbinderiet kan reparere dine gamle, slidte bøger og andre tryksager samt lave guldtryk på omslag.

Et aktivt museum

Det Gamle Trykkeri er et foreningsdrevet, aktivt museum. Bag det står Grafisk Støtteforening med knap 200 medlemmer. Og museet har et arbejdshold på 16 mand, som alle har arbejdet inden for den grafiske branche.

Hvert andet år er museet vært for Danmarksmesterskaberne i håndsætning, og hvert år producerer museet et kunsttryk af en lokal kunster, der er blevet udnævnt til ”Årets kunstner” i Slagelse Kommune.

Åbningstider

  • Onsdage kl. 10.00-14.00 Lørdage kl. 11.00-14.00

I vinterferien (uge 7), i sommerferien og i efterårsferien (uge 42) holder museet åbent:

  • Tirsdag og torsdag kl. 11.00-15-00 Onsdag kl. 10.00-14.00 Lørdag kl. 10.00-13.00 Og efter aftale

Adresse

  • Bredegade 11 B 4200 Slagelse

Mere info

Siden er sidst opdateret 7. maj 2019