Disc golf baner

Prøv kommunens to 9-hullers disc golf baner i henholdsvis Slagelse og Skælskør, der er åbne for alle og gratis at benytte.

Slagelse Kommune har i samarbejde med Eggeslevmagle S.G. & I.F. etableret to permanente 9-hullers disc golf baner på naturskønne områder i kommunen. Den ene ligger ved Slagelse Gl. Stadion og den anden i Skælskør Lystskov (ved vandrehjemmet).

Det er helt gratis at benytte banerne. De er åbne døgnet rundt alle årets dage, og du behøver ikke at booke dem inden brug.

Hvorfor disc golf?

Disc golf er en meget familievenlig sport, der kan dyrkes af alle personer uanset alder og kondition. På hvert af de ni huller på de to baner er der opstillet to tee-steder, et rødt for begyndere og et gult for øvede, så alle kan være med.

Reglerne er desuden meget enkle. Det gælder kort sagt om at kaste en flyvende disc fra tee til mål på færrest mulige kast.

Og endelig er det en meget billig sport at dyrke. Det eneste udstyr, du behøver, er en disc, og de billigste koster 79 kr.

Folder og scorekort

Der er udarbejdet en folder, hvor du bl.a. kan se banekort (over banen i Slagelse), blive klog på regler og få gode råd om kasteteknik. Derudover indeholder folderen et scorekort, som du kan bruge, når du skal prøve kræfter med banerne og den sjove sport.

Der er desuden udarbejdet et scorekort, som du kan printe ud og bruge, når du skal spille med din familie, venner eller kolleger.

I tråd med idrætspolitik

Disc golf banerne er i god tråd med idrætspolitikken, bl.a. målet om at skabe attraktive og fleksible muligheder for idræt og understøtte, at så mange som muligt kan dyrke idræt og bevæge sig både i foreninger og på egen hånd.

Netop etablering af de to disc golf baner er da også en af de konkrete handlinger, som idrætspolitikken skulle følges op af jf. den udarbejdede handleplan for politikken.

Intro til disc golf

Siden er sidst opdateret 22. august 2018