I hvilke tilfælde kan jeg ikke søge om hjælpemidler

I hvilke tilfælde kan jeg ikke søge om hjælpemidler?
  • Behandlings- og træningsredskaber

    Hjælpemiddelområdet kan ikke bevilge behandlings- og træningsredskaber. Du vil i nogle tilfælde selv skulle anskaffe og afholde udgiften til disse.

    Træningsredskaber

    Træningsredskaber er produkter, der anvendes med det formål at træne eller vedligeholde en bestemt funktion, som f.eks. balance og styrke. Træningsredskaber skal du selv anskaffe og afholde udgiften til.
    Eksempler på træningsredskaber kan være:

    • Træningscykler
    • Træningspedaler
    • Balancepuder
    • Hånd- og håndledsbolde

    Behandlingsredskaber

    Behandlingsredskaber er produkter, der benyttes som led i en eventuel behandling for at opnå yderligere forbedring af resultatet af din behandling eller for at forhindre en forringelse af resultatet at din behandling. Hvis du har brug for disse produkter, skal du kontakte det sted, hvor din behandling følges.

    Hvis du mener, du har brug for et behandlingsredskab, men er afsluttet i din behandling, vil du selv skulle anskaffe og afholde udgiften til disse.

    Eksempler på behandlingsredskaber kan være:

    • Diverse skinner til fingre, håndled, albuer, skuldre, knæ og ankler i forbindelse med behandling (f.eks. botox)/operation af disse.
    • Ståstøttestativer til udspænding af stramme muskler i forbindelse med behandling (f.eks. botox)/operation af disse.
    • Freestyle Libre, hvis din diabetes ikke er velreguleret, og du derfor følges på diabetesambulatorium.
    • Tyngdedyner (”kugledyner”) i forbindelse med dårlig søvn/uro, hvor lægen mener, at din dårlige søvn/uro kan behandles med en tung dyne.
  • Hjælpermidler til brug på arbejdet

    Hvis du har brug for et hjælpemiddel som arbejdsredskab for, at du kan udføre dit arbejde (f.eks. en speciel stol, en speciel mus, hæve-sænkebord, specielle briller og meget andet) , skal du kontakte din sagsbehandler på Jobcentret.

  • Hjælpemidler til brug i skole eller på uddannelse

    Hvis du har brug for et hjælpemiddel for at kunne følge din skolegang eller uddannelse (f.eks. en speciel stol, en speciel mus, hæve-sænkebord, specielle briller og meget andet), skal du kontakte din skole eller uddannelsesinstitution.

    Hvis du har brug for tilsvarende hjælpemiddel hjemme hos dig selv i forhold til lektielæsning, er det din skole eller uddannelsesinstitution, der skal stille dette til rådighed, hvis de skønner, at der er et behov.

  • Hjælpemidler til brug på ferie- og weekendophold

    Du kan ikke få bevilget eller låne et hjælpemiddel (f.eks. en kørestol), som du kun har brug for i forbindelse med ferie- og weekendophold. Du kan leje hjælpemidler hos private firmaer eller forretninger, men det er noget, du selv skal stå for.

  • Hjælpemidler til at dække et midlertidigt behov

    Hvis du har brug for et hjælpemiddel i forbindelse med et midlertidigt behov – f.eks., fordi, du har været faldet, er forbigående syg, har forstuvet et led eller andet -  må du selv anskaffe og afholde udgiften til hjælpemidler, der kan aflaste dig.

    Hvis du er blevet udskrevet fra sygehuset og har brug for et hjælpemiddel i en kortere periode, er det sygehuset, der sørger for det.

  • Hjælpemidler i forbindelse med din arbejdsskadesag

    Hvis du har brug for et hjælpemiddel som følge af en arbejdsskade, og du har en igangværende eller afsluttet arbejdsskadesag, skal du kontakte Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring.

  • Hjælpemidler i forbindelse med anerkendt patientskade

    Hvis du har brug for et hjælpemiddel som følge af en anerkendt patientskade (f.eks. fejloperation), skal du kontakte Patienterstatningen.

  • Ting, der indgår i ethvert hjem, der måtte ønske det (sædvanligt indbo)

    Du kan ikke søge om ting, der indgår i de fleste hjem i Danmark. Disse benævnes ”sædvanligt indbo”. Sædvanligt indbo skal du selv anskaffe og afholde udgiften til.

    Sædvanligt indbo kan være (listen er ikke udtømmende):

    • Spisestuestole
    • Kontorstole
    • Tohjulet elcykel
    • Ladcykel med og uden el
    • Robotstøvsuger
    • Elevationssenge
    • Hovedpuder uden specielle funktioner
    • Lændestøttepuder
    • Køkkenmaskiner
    • Almindelige hvilestole/lænestole uden særlige tilpasninger
    • Skridsikker bademåtte
    • Almindelige, tunge dyner
    • Vaskemaskiner
    • Tørretumblere
    • Mikroovne
Siden er sidst opdateret 21. marts 2022