Handicapbil

Du kan søge om økonomisk støtte til køb af bil, hvis du har en varig nedsat funktionsevne og er afhængig af en bil.

Spørgsmål og svar
  • Hvilke betingelser er der for at få støtte til køb af bil?

    For at få økonomisk støtte til køb af bil, er det en betingelse, at du har en varig nedsat funktionsevne, der i væsentlig grad gør det vanskeligt for dig at:

    • opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil. Det er en betingelse, at du er i arbejde, og at dit arbejde skaffer dig et væsentligt bidrag til forsørgelsen.
    • gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Det er en betingelse, at dit uddannelsesforløb er tilrettelagt, så det sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder.
    • deltage i aktiviteter uden brug af bil. Det er en betingelse, at du har et højt aktivitetsniveau udenfor hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.

    Vi laver en samlet vurdering af dit helbred, dine sociale forhold, din evne til at færdes og dit daglige behov for kørsel.

    I vurderingen lægger vi vægt på, at du har en væsentlig nedsat gangfunktion, og der ikke er muligheder for at behandle eller genoptræne. Vi ser også på, om der er andre muligheder for at tilgodese dit kørselsbehov. Det kan f.eks. være ved hjælp af hjælpemidler, offentlig transport eller kørselsordninger for handicappede (Handicapkørsel eller Flextur).

    Du har pligt til at oplyse, hvis der er ændringer i dit helbred.

  • Kan jeg søge om støtte til bil til mit barn?

    Du kan søge om støtte til køb af bil til dit barn, hvis betingelserne er opfyldt.

    Bilen bliver barnets ejendom, og barnet skal have tilladelse til at optage lån fra Familieretshuset. Som forældre skal du eller I underskrive en friholdelseserklæring, der friholder barnet for gæld og pålægger dig eller jer at hæfte for gælden.

    Støtten bliver som regel bevilget fra omkring 3 års alderen.

    Vi hjælper med det praktiske, når du skal optage lånet.

  • Hvor meget kan jeg få i støtte til bil?

    Hvis du opfylder betingelserne, kan du få økonomisk støtte til at købe den billigst egnede bil. Støtten bliver givet som et rentefrit lån på indtil 177.000 kr. (takst for 2015), dog højst bilens pris.

    Lånet bliver opdelt i to dele: en afdragspligtig del og en afdragsfri del. Det betyder, at du tilbagebetaler halvdelen af lånet over seks år i månedlige afdrag. Samtidig nedskriver kommunen den anden halvdel af lånet i tilsvarende månedlige beløb, så lånet er afviklet efter seks år. Hvis din årsindkomst er over 211.000 kr., bliver din afdragspligtige del højere.

    Under ganske særlige forhold kan du få støtte til køb af en bil, der koster mere end 177.000 kr. Så bliver den del af bilens pris der overstiger 177.000 kr. givet som et afdragsfrit lån, der bliver nedskrevet af kommunen over seks år.

    Du kan vælge at købe en anden bil, end den vi har fundet egnet. Bilen skal være tilsvarende egnet. Du skal selv betale merprisen for evt. særlig indretning og for selve bilen.

    Du har pligt til at oplyse, hvis der er ændringer i dit helbred. Hvis du ikke længere opfylder betingelserne for støtte til køb af bil, træffer vi en afgørelse om evt. opsigelse af lånet. Den samlede restgæld – både det afdragspligtige og det afdragsfrie lån (og evt. supplerende lån) vil forfalde til betaling.

     

  • Kan jeg få tilskud til særlig indretning af en bil?

    Du kan søge om særlig indretning af en bil, hvis:

    • politiet stiller krav om det (kørekortspåtegning)
    • hvis dine helbredsforhold taler for det
    • hvis det gør det væsentlig nemmere for dig at komme ind og ud af bilen eller for at medbringe nødvendige hjælpemidler

    Du skal altid kontakte os, inden du går i gang med den særlige indretning af din bil, da du ellers risikerer et afslag.

    Hvis du har fået bevilget særlig indretning af bilen, kan du søge om støtte til reparation. Husk at gøre det inden reparationen udføres.

  • Hvem skal betale løbende udgifter og vedligeholdelse af bilen?

    Du skal selv betale udgifter til f.eks.:

    • Brændstof
    • Forsikring (fuld kasko er et krav i loven)
    • Dæk, olieskift, luftfiltre m.m.
    • Vedligeholdelse af den særlige indretning, herunder serviceeftersyn i henhold til retningslinjer fra leverandør
    • Rengøring, vedligeholdelse og reparationer i øvrigt på bilen
  • Hvor kan jeg få parkeringskort?

    Du kan få et parkeringskort, hvis du har nedsat funktionsevne og kun kan gå korte distancer. Kortet er personligt og udstedes til både børn og voksne med handicap. Det er Danske Handicaporganisationer, der udsteder parkeringskort.

    Du og din egen læge eller en hospitalslæge skal udfylde skemaet og sende det med et foto til Danske Handicaporganisationer.

  • Skal jeg betale grøn ejerafgift?

    Hvis du er berettiget til støtte til køb af bil, kan du samtidig blive fritaget for grøn ejerafgift.
    Du fritages ikke for udligningsafgiften (ekstra afgift for dieselbiler).

  • Hvilke oplysninger skal I bruge for at vurdere min ansøgning?

    For at vi kan vurdere din ansøgning, skal vi bruge oplysninger om:

    • Helbred
    • Gangfunktion (der skal laves en gangtest)
    • Hjælpemidler
    • Kørselsbehov
    • Erhverv / uddannelse / pension
    • Økonomi (årsindkomst / betalingsevne)
    • Familie og bolig
    • Hvordan du kommer omkring på nuværende tidspunkt?
    • Kørekort (påtegninger) / evt. vejledende køretest
    • Evt. afprøvning af bil og vurdering af billigst egnede bil

    Nogle af oplysninger skal du selv levere, og andre indhenter vi, efter vi har modtaget din ansøgning. Vi indsamler oplysninger fra blandt andet din egen læge, speciallæge og andre relevante kilder.

  • Efter hvilken lovgivning bevilges handicapbiler?