Knæskinner og knæbandager
Du kan søge om knæskinne eller knæbandage, hvis alle andre behandlingsmuligheder er udtømte.
Du kan få bevilget knæskinner og knæbandager ved:
- Medfødt lidelse i form af abnormt løse knæskaller
- Særligt ustabilt knæ, hvor operation ikke er mulig (fx på grund af alder). Her kan der opstå vedvarende tendens til knæsvigt, hvilket vil sige, at knæet pludselig bøjer sammen, så du måske falder.
- Don Joy-skinne bevilges kun, hvor der er tale om læsion af både forreste korsbånd og læsion af det bagerste korsbånd, eventuelt med læsion af ledkapsler og/eller side-ledbåndene, og hvor operation ikke kan foretages.
Ansøgning (kropsbåret hjælpemiddel)
- Søg om knæskinner - knæbandager (på egne vegne)
- Søg om knæskinner - knæbandager (på vegne af en anden person)
Leverandør
Hvis du er berettiget til knæskinne eller knæbandage, kontakter vi dig om valg af leverandør, hvis du ikke allerede har valgt en.
Du skal derefter kontakte til den ønskede leverandør, så de kan sende os et prisoverslag på den nødvendige knæskinne eller knæbandage.
Vi sender herefter en bevilling til dig og en kopi til leverandøren.
Hvis vi skønner det nødvendigt, indhenter vi et prisoverslag fra en anden leverandør for at sammenligne tilbuddene.
-
Hvor lang er sagsbehandlingstiden på ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler?
Ved ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler træffer vi en afgørelse inden for 20 hverdage, hvis der er lægelig dokumentation for den varige lidelse. Tidspunktet for levering af hjælpemidlet afhænger af leverandøren.
Eksempler på hjælpemidler der betragtes som ikke akutte:
- Kompressionsstrømper
- Ortopædisk fodtøj
- Fodindlæg
- Parykker
- Brystproteser
- Korsetter
- Arm- og benproteser
-
Hvad gør jeg, hvis jeg vil klage over afgørelsen vedr. min ansøgning om hjælpemiddel?
Hvis du ikke er enig i afgørelsen, skal du klage til hjælpemiddelafdelingen inden fire uger. Afgørelsen bliver revurderet inden fire uger fra klagen er modtaget.
Hvis du ikke får medhold i din klage, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
-
Efter hvilken lovgivning bevilges kropsbårne hjælpemidler?
Kropsbårne hjælpemidler bevilges efter Lov om social service § 112.