Ortopædisk fodindlæg
Ortopædisk fodindlæg er til dig, der har en varig svær foddeformitet, som i væsentlig grad vil blive afhjulpet af indlægget.
Du kan få bevilget ortopædisk fodindlæg ved:
- Leddegigt med svært forfodsfald og tå-deformiteter (indlæg evt. suppleret med gængesål)
- Sårdannelse med risiko for sår i fodsålen som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet/kredsløbsinsufficiens
- Svært forfodsfald, klostillede tæer, hammertæer, deforme led- hoveder på mellemfodsknoglen ved samtidigt dårligt blodomløb
- Stiv forfod, medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt
- Erhvervet platfod som følge af degeneration
- Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen
- Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, fx svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta).
Du kan ikke få hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn.
Hvis det er første gang, du søger, skal du sørge for at få lægeoplysninger fra en speciallæge. Det kan fx være fra en kirurg, en ortopæd eller en reumatolog.
Ansøgning (kropsbåret hjælpemiddel)
- Søg om ortopædisk fodindlæg (på egne vegne)
- Søg om ortopædisk fodindlæg (på vegne af en anden person)
Leverandør
Hvis du er berettiget til støtte, sender vi en bevilling til dig, hvorefter du kan kontakte leverandøren:
- Sahva A/S
Norgesvej 12
4200 Slagelse
Tlf. 70 11 07 11
Du har mulighed for at vælge en anden leverandør, men du skal være opmærksom på, at der kan blive en egenbetaling.
Udskiftning af ortopædisk fodtøj
Du kan få bevilget et par ortopædiske fodindlæg, første gang du søger. Efter tre måneder har du mulighed for at søge om et par fodindlæg til skifte.
Du kan søge om et par nye fodindlæg om året, hvis der er behov for det.
-
Hvor lang er sagsbehandlingstiden på ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler?
Ved ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler træffer vi en afgørelse inden for 20 hverdage, hvis der er lægelig dokumentation for den varige lidelse. Tidspunktet for levering af hjælpemidlet afhænger af leverandøren.
Eksempler på hjælpemidler der betragtes som ikke akutte:
- Kompressionsstrømper
- Ortopædisk fodtøj
- Fodindlæg
- Parykker
- Brystproteser
- Korsetter
- Arm- og benproteser
-
Hvad gør jeg, hvis jeg vil klage over afgørelsen vedr. min ansøgning om hjælpemiddel?
Hvis du ikke er enig i afgørelsen, skal du klage til hjælpemiddelafdelingen inden fire uger. Afgørelsen bliver revurderet inden fire uger fra klagen er modtaget.
Hvis du ikke får medhold i din klage, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
-
Efter hvilken lovgivning bevilges kropsbårne hjælpemidler?
Kropsbårne hjælpemidler bevilges efter Lov om social service § 112.