Skinner og fodkapsler
Du kan få bevilget en skinne eller en fodkapsel, hvis du har en varig lidelse, som hjælpemidlet i væsentlig grad vil afhjælpe.
Du kan fx få en skinne eller en fodkapsel, hvis du har dropfod efter en lammelse, og det ikke har været muligt at genoptræne den.
Hvis du er berettiget, kontakter vi dig om valg af leverandør, hvis du ikke allerede har valgt en. Du skal derefter kontakte den ønskede leverandør, så de kan sende os et prisoverslag på den nødvendige skinne eller fodkapsel.
Vi sender herefter en bevilling til dig og en kopi til leverandøren.
Hvis vi skønner det nødvendigt, indhenter vi et prisoverslag fra en anden leverandør for at sammenligne tilbuddene.
Ansøgning (kropsbåret hjælpemiddel)
- Søg om skinner og fodkapsler (på egne vegne)
- Søg om skinner og fodkapsler (på vegne af en anden person)
-
Hvor lang er sagsbehandlingstiden på ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler?
Ved ikke akutte ansøgninger om hjælpemidler træffer vi en afgørelse inden for 20 hverdage, hvis der er lægelig dokumentation for den varige lidelse. Tidspunktet for levering af hjælpemidlet afhænger af leverandøren.
Eksempler på hjælpemidler der betragtes som ikke akutte:
- Kompressionsstrømper
- Ortopædisk fodtøj
- Fodindlæg
- Parykker
- Brystproteser
- Korsetter
- Arm- og benproteser
-
Hvad gør jeg, hvis jeg vil klage over afgørelsen vedr. min ansøgning om hjælpemiddel?
Hvis du ikke er enig i afgørelsen, skal du klage til hjælpemiddelafdelingen inden fire uger. Afgørelsen bliver revurderet inden fire uger fra klagen er modtaget.
Hvis du ikke får medhold i din klage, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
-
Efter hvilken lovgivning bevilges kropsbårne hjælpemidler?
Kropsbårne hjælpemidler bevilges efter Lov om social service § 112.