Sygesikring og læge

Oplysninger om sundhedskort, sygesikring og lægeskift.

Lægeskift

Du kan skifte læge når det passer dig, et lægeskift koster 205 kr. (2020)

Læge med lukket patienttilgang

Hvis du ønsker en læge, som har lukket for patienttilgang, skal du opfylde nogle kriterier for at kunne blive tilmeldt.

Nyt sundhedskort / sygesikringskort

Har du mistet dit sundhedskort eller er det gået i stykker, kan du bestille et nyt. Det koster 205 kr. (2020)

Spørgsmål og svar
  • Er det korrekt at det gule sundhedskort ikke længere gælder?

    Nej det er ikke korrekt, men i forbindelse med Finansloven 2014, skete der ændringer.

    Den offentlige rejsesygesikring blev ophævet den 1. august 2014, og danske statsborgere, der ønsker sygesikring under rejser inden for EU/EØS og Schweiz, skal anskaffe sig det blå EU-sygesikringskort.

     

  • Kan jeg vælge en læge som har lukket for tilgang?

    I disse tilfælde skal du ikke søge lægens accept:

    • Jeg skal vælge læge i forbindelse med, at jeg fylder 15 år, og jeg ønsker at skifte til denne læge, som den ene af mine forældre er tilmeldt
    • Min ægtefælle eller øvrige samboende er tilmeldt lægen
    • Jeg overgår fra gruppe 2 eller hvilende sygesikringsstatus, og lægen er den læge, som jeg senest var tilmeldt som gruppe 1 sikret
    • Jeg er flyttet tilbage efter en midlertidig fraflytning (værnepligt eller fængselsophold) – og lægen er den læge, jeg havde før den midlertidige fraflytning
    • Jeg er flyttet på plejehjem, og vil gerne tilknyttes plejehjemmets fasttilknyttede læge
    • Jeg er flyttet på et § 108 botilbud, og vil gerne tilknyttes botilbuddets fasttilknyttede læge

    I disse tilfælde skal du søge lægens accept:

    • Der findes ikke to læger eller klinikker med åbent for tilgang inden for 5/15 km, og jeg vælger derfor en læge med lukket patienttilgang inden for 5/15 km
    • Afstanden til valgte læge eller klinik er mere end 5/15 km og lægen eller klinikken har lukket for tilgang
  • Er det muligt at beholde nuværende læge når jeg flytter fra en anden kommune?

    Hvis du flytter til en adresse der ligger mindre end 15 km. fra din læge, kan du blot vælge den læge du hidtil har benyttet. 

    Er der mere end 15 km til din læge, skal du være opmærksom på, at du fraskriver dig retten til at lægen kommer ud på hjemmebesøg.

  • Min læge har smidt mig ud, kan jeg skifte læge gratis?

    Ja, men for at det skal være gebyrfrit, skal lægen skrive til Regionen, at lægen ikke længere ønsker dig som patient.

    Når sagen er behandlet, vil du modtage en skrivelse fra Regionen, om at du skal skifte læge indenfor en uge.

    Hvis du vælger at skifte læge inden afgørelsen fra Regionen koster det et gebyr på kr. 205,00 (2020)

  • Hvor lang sagsbehandlingstid er der på sundhedskort?

    Sagsbehandlingstiden er på maks. 10 dage.

    Når du bestiller et sundhedskort eller laver lægeskift digitalt, går der ca. 14 dage før du modtager det i din postkasse.

    Hvis lægeskiftet skal behandles, kan der godt gå 2-3 uger før du har dit nye sundhedskort hjemme i postkassen.

Siden er sidst opdateret 17. august 2020