Spring til...

Stranden ved Værftet

Stranden er et lille offentligt tilgængeligt område midt i Korsør. Er du en øvet dykker, er vandet ud for stranden velegnet til en dykketur

Stranden er af varierende karakter med sand og sten, men også et grønt område med borde og bænke, hvor du kan slå dig ned.

Der er ved denne strand stor tendens til at tang hober sig op. Den mest iøjnefaldende plante ved stranden er bukketorn, som er en meget karakteristisk bevoksning ved Storebælt.

Prøv at dykke her hvis du er øvet

Vandet ud for stranden er velegnet for dig, som er øvet snorkel- og flaskedykker. Bunden er varieret sandbund og halvstore sten med tang.

Der bliver hurtigt 2-3 meter dybt, og den skiftende strøm giver et særpræget liv. Det gør også lokaliteten udfordrende og kræver gode svømmeevner. Pas især på strøm for enden af molen, der også er indsejling til Korsør. Der er dybden 4-5 meter.

På sandbunden kan du især se efter store fladfisk. Oplev også et rigt dyreliv langs stenmolen, hvor mange smådyr, fx rejer, holder til mellem stenene. Forskellige fisk kommer her også for at spise smådyr. Du har her et godt sted til at medbringe dit undervandskamera.

Se anbefalinger til dyk i Storebælt

Historie og kultur

I strandkanten ved Jægersvej og Søvænget kan du se flere gamle stumpe pælefelter. De udgør de sidste rester af vulkanværftets byggebeddinger.

Værftet opstod i kølvandet på 1. verdenskrig, hvor der var forventning om et stort behov for at bygge krigsskibe.

Er noget galt på stranden?

Brug vores app Giv et praj, hvis du oplever noget på stranden, som ikke fungerer. Det kan fx være ødelagt bænke eller skilte, toilet der ikke virker eller henkastet affald.

Læs om Giv et praj

Badevandsprofil

Hver strand har en badevandsprofil. Den beskriver badevandsområdet; både omgivelser og de sundhedsmæssige risikofaktorer og foranstaltninger, der er med til at sikre din sundhed som badegæst.