Spring til...

Ny forpagter af Bildsø Camping

Forpagtningen af Bildsø Camping var i udbud i efteråret 2022, og de nye forpagtere er nu fundet. Forpagterne overtager campingpladsen 1. marts 2023.

Bildsø Camping var i udbud i 35 dage, og ansøgningerne blev vurderet på baggrund af et pointsystem, som var oplistet i udbudsmaterialet. Den ansøger, der nåede det højeste antal point blev indstillet som forpagter af campingpladsen.

Det nye forpagterpar er Ronni Mindelund, der til daglig er leder af svømmehallerne i Slagelse Kommune. Han har sammen med sin kone Lene, som er lærer, budt ind på forpagtningen af Bildsø Campingplads, hvor det bliver Lene, der tager sig af den daglige drift.

Parret overtager campingpladsen den 1. marts 2023.

Fastliggerne skal ikke skal være ude den 31. december, men er velkomne til at have deres campingvogne stående frem til 1. marts, hvor de så skal lave nye aftaler med de nye forpagtere.

- Vi ser frem til samarbejdet med de nye forpagtere, Ronni og Lene. De har en spændende vision for udviklingen af Bildsø Camping med fokus på både seniorer, voksne og børnefamilier. Samtidig vil vi gerne benytte lejligheden til at takke for samarbejdet med de tidligere forpagtere, siger Rune Overlade, chef for Kommunale Ejendomme i Slagelse Kommune.

Nye aktiviteter og ny vision

Ronni og Lene vandt udbuddet især pga. deres vision for området og deres forretningsplan. 

- Lene og jeg kender selv til campinglivet og glæder os til det fremtidige samarbejde og til at lære de nye mennesker at kende. Til at starte med betyder det ikke den store omvæltning på Bildsø Camping. Men vi har tænkt os at udvide konceptet, så man kan komme og få en fed naturoplevelse, hvor vi selvfølgelig respekterer naturen og skoven, fortæller Ronni Mindelund, kommer forpagter af Bildsø Camping. 

Parrets vision lyder på, at Bildsø Camping skal være et sted, hvor seniorer har lyst til at komme med eller uden deres børnebørn, og den aktive person skal også synes, det er et skønt sted at være, fordi der er gode muligheder for at være aktiv i naturen. Som voksen vil man få mulighed for at leje paddleboard, og der vil også væres fokus på alle de aktivitetsmuligheder, der er i naturen, såsom havsvømning og en løbetur i skoven. Derudover er der planer om flere l legemuligheder for børn.

Fakta om Bildsø Camping

Campingpladsen ligger i udkanten af en fredet skov med en sti ned til Bildsø strand. Beliggenheden lige ved skoven gør også, at der ikke er mulighed for at udvide med flere pladser. Campingpladsen er på 19.200 kvadratmeter og er godkendt til 105 enheder. Derudover er der bl.a. også toiletter, campinghytter, bålplads, fælleshytte, en hoppepude, et shelter og ikke mindst en kiosk. Pladsen kan anvendes af campingvogne, autocampere og teltvogne. Efter en gåtur på små 10 minutter ligger badestranden med flot udsigt over Storebælt og Storebæltsbroen.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Centerchef for Kommunale Ejendomme
    Rune Overlade
    Telefon 21 38 57 75
  • Kommende forpagter af Bildsø Camping
    Ronnie Mindelund
    Telefon 22 46 66 21