Spring til...

Ny stærk, erfaren direktion og koncernmodel i Slagelse Kommune

De tre nye direktører tiltræder den 1. februar 2023.

Slagelse Byråd blev mandag den 19. december præsenteret for kommunens tre nye direktører. Direktionen er nu fuldtallig anført af Kommunaldirektør Anders Bjældager, der blev ansat 1. august i år. De nyansatte direktører er: Marianne Stentebjerg, direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid, Margrethe Kusk Pedersen, direktør for velfærdsområdet for voksne, Jesper Schlüter, direktør for udvikling af Slagelse Kommunes rammevilkår. Alle tre direktører tiltræder den 1. februar 2023.

”Det har været tydeligt, med de udfordringer, vi har haft her i Slagelse Kommune, at vi har manglet ledelseskraft. Nu har vi fundet tre meget velkvalificerede direktører, der sammen med vores Kommunaldirektør Anders Bjældager skal sikre et stærkt, tværfagligt samarbejde”, siger borgmester Knud Vincents og fortsætter; ”Vi skal stadig have fokus på en økonomi i balance, men vi skal også finde rum til udvikling af vores kommune til gavn for borgerne. På egne og Byrådets vegne ser jeg meget frem til, at vi med den nye direktion får et tættere og en mere sammenhængende styring på tværs af kommunen, og at vi får genindført koncernmodellen”.

Marianne Stentebjerg, 57 år, bliver direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid, der tæller Center for Børn og Unge, Center for Dagtilbud og Skole samt Center for Kultur, Fritid og Borgerservice. Marianne kommer fra en stilling som direktør i Nyborg Kommune, hvor hun har været ansat i 7 år og haft en bred direktørportefølje. I 2015 blev hun direktør for Skole og Dagtilbud, herunder det socialfaglige område, Ungdomsskolen, Musikskolen, den kommunale tandpleje, beskæftigelsesområdet og kultur – og fritidsområdet. Dette direktørområde er de seneste år blevet suppleret med titlen som Udviklingsdirektør og forskellige opgaver i forbindelse med konstitueringen som kommunaldirektør, ligeledes har Marianne været hovedansvarlig for understøttelse af økonomiudvalg og byråd og formand for Hovedudvalget. Marianne Stentebjerg har også været chef for Skole og Uddannelse samt koncernchef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune, undervisningschef i Faxe Kommune og tilbage i 2001 – 2008 var Marianne Skoleleder i Korsør. Marianne Stentebjerg har en Master i offentlig ledelse, en 4-årig kandidatuddannelse i almen pædagogik med speciale i ledelse, en 3-årig speciallæreruddannelse samt en læreruddannelse.

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af den nye direktion i Slagelse Kommune. Jeg ønsker, at vi sammen lykkes med at sikre en sund økonomisk, faglig og udviklingsmæssig organisation og en stærk understøttelse af det politiske niveau. Og så er jeg holdspiller, arbejder inddragende og i tæt dialog med MED-systemet. Det sikrer sammenhængskraft i organisationen, og det er vigtigt for det fremadrettede arbejde i Slagelse Kommune”, siger Marianne Stentebjerg.

Margrethe Kusk Pedersen, 55 år, bliver direktør for velfærdsopgaverne på voksenområdet, der tæller Center for Sundhed og Ældre, Center for Psykiatri og Handicap samt Center for Arbejdsmarked. Margrethe har mange års erfaring i offentlig ledelse, senest fra stillingen som Ældre- og Handicapchef i Odense Kommune, hvor hun har været ansat siden august 2021. Før det var Margrethe Kusk Pedersen Sundheds- og Ældrechef i Helsingør Kommune i 5 år, og inden det Områdechef og Ældrechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune i sammenlagt 8 år. Margrethe Kusk Pedersen er uddannet sygeplejerske, har diplom i sundhedspleje og har deltaget i fleksibel Master i offentlig ledelse på SDU samt på kandidatstudiet på AAU, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Margrethe sidder i flere bestyrelser og råd inden for velfærdsområdet og har stået i spidsen for en række store projekter bl.a. ’Et sammenhængende sundhedsvæsen’ og ’Sammenhænge mellem social-, sundheds- og ældreområdet’.

Margrethe Kusk Pedersen siger om det nye direktørjob i Slagelse Kommune: ”Et voksende velfærdsområde, med en presset økonomi kræver sammenhæng og koordination i direktionen, men i lige så høj grad understøttelse af kommunens mulighed for at få viden og faglighed til at virke i hverdagen – i samspil med borgere, politikere og faglige folk. Det ansvar glæder jeg mig meget til at blive en del af, og ikke mindst den nytænkning Slagelse er gået i gang med for og med borgerne i kommunen".

Jesper Schlüter, 49 år, cand. oecon, bliver direktør for udvikling af Slagelse Kommunes rammevilkår omhandlende erhverv, bosætning, de kommunale anlæg, infrastruktur, Center for Kommunale Ejendomme og Center for Teknik, Miljø og Erhverv. Jesper har stor erfaring inden for bl.a. by- og erhvervsudvikling. Senest har han været fagchef for Plan, Byg og Miljø i Fredericia Kommune og serviceret ”Teknisk Udvalg” og ”Klima-, Energi- og Miljøudvalget”. Fra 2015 til 2021 var Jesper ansat i Esbjerg Kommune, først som sekretariatschef i Teknik og Miljø og senest som chef for Byudvikling & Økonomi. Her var fokus bl.a. på udvikling af kommunens arealer og ejendomme med afsæt i kommunens eget initiativ eller i tæt samarbejde med investorer. I Esbjerg var Jesper også formand for kommunens Taskforce med ansvar for etableringen af særlige virksomheder og byudviklings-projekter. Fra 2008 til 2015 var Jesper ansat i Nordfyns kommune, som Chef for Borgmesterkontoret med ansvar for bl.a. den politiske betjening og organisationens udvikling. Jesper har sideløbende taget en Master i offentlig ledelse.

”Slagelse Kommune har et meget stort potentiale, men har også været igennem nogle år med forandringer og et nødvendigt, stramt budget, der uden tvivl præger alle i organisationen. Det har jeg fuld forståelse for, men vi skal sammen – roligt og respektfuldt – finde gode løsninger, som sikrer en effektiv og serviceminded drift til gavn for Slagelse Kommunes borgere og erhvervsliv. Med stor tillid til medarbejdernes faglighed og udførelse, bliver det min opgave at understøtte med retning og moment, og ikke mindst sørge for rigtig god forbindelse til vores politikere. Jeg ser meget frem til at blive en del af samarbejdet med alle parter, internt såvel som eksternt”, udtaler Jesper Schlüter.

Anders Bjældager siger om den nye direktion: ”Som kommunaldirektør glæder jeg mig til sammen med tre erfarne og højt kvalificerede direktører at sætte en fælles strategisk retning for Slagelse Kommune og skabe øget sammenhæng i de kommunale kerneopgaver – både internt i forhold til det politiske og organisationen samt til borgerne og eksterne samarbejdspartnere”.

I den nye direktion har Kommunaldirektøren ledelsesansvaret for direktørerne og betjeningen af Økonomiudvalget og Byrådet, mens de øvrige direktører betjener fagudvalgene – hvor cheferne er fagligt og økonomisk ansvarlige for egne områder. Med den nye direktion sikres en sund, faglig og ledelsesmæssig veldrevet og økonomisk, ansvarlig kultur i Slagelse Kommune.

Et enig ansættelsesudvalg. Det var et stort og enigt ansættelsesudvalg, der valgte de tre nye direktører. I ansættelsesudvalget sad samtlige repræsentanter for Økonomiudvalget inkl. borgmesteren, kommunaldirektøren, tre chefer samt fire fællestillidsrepræsentanter. Der var 33 ansøgere til de tre direktørstillinger.

Mens de tre direktører tiltræder den 1. februar, sker implementeringen af koncernmodellen den 1. april 2023, har Økonomiudvalget bestemt.

Billedtekst: Fra venstre mod højre er det: Jesper Schlüter, Margrethe Kusk Pedersen, Marianne Stentebjerg, med Anders Bjældager bagerst.