At bo på en ø

Hver dag tager Jonna Andersen færgen til arbejde.

Hun bor på Omø ude i Storebælt. Det er roen, naturen og sammenholdet, som fik hende til at slå sig ned på Omø.

Når færgeklappen lukker i Stigsnæs, og færgen sætter kurs mod Omø. Så er Jonna Andersen hjemme. Hver dag pendler hun mellem sit hjem på Omø og sit job i Slagelse. Men selv om hun bruger over tre timer på transport hver dag, så tæller de sidste 50 minutter på færgen ikke rigtig. 

- Jeg tænker meget, at når jeg lander på færgen, så er jeg hjemme, fordi jeg kan mærke, hvordan skuldrene sænker sig, og jeg kan arbejde eller sove, jeg kan snakke og jeg kan sidde ude, når vejret er til det, så det er ikke noget problem med en færgetur, siger Jonna Andersen. 

Hun bestrider et lederjob i Slagelse, og de sidste 12 år har hun boet på Omø og pendlet til arbejde i blandt andet Ringsted, København og nu Slagelse. 

- Man kan sagtens bo på en ø og have en karriere. Nogen synes jo næsten, det er uoverskuelig, hvis man har fem kilometer til arbejde. Men det kan man godt, hvis man vil, og for mig har det været vigtigt at bruge min uddannelse og de kompetencer, jeg har, siger Jonna Andersen. 

Til stede på den gode måde

Omø er den mindste af Slagelse Kommunes to øer. Den ligger cirka 14 kilometer sydvest for Skælskør og er hjemsted for cirka 150 beboere. De har cirka fire en halv kvadratkilometer at boltre sig på, og en stor del af de kvadratkilometer er fyldt med strand og smuk natur. Og det er naturen og den ro, den giver, som Jonna Andersen holder af.

- Når det er mørkt, er det bare mørkt. Der er bare fuldstændig ro. Og det eneste du kan høre, det er havet, der buldrer. Det giver mig ro i sjælen, at jeg kan mærke, at jeg er til stede på den gode måde. Der er ikke det der med, at nu skal du nå det og det og det. Du når det, du når, siger Jonna Andersen. 

For Jonna Andersen startede forelskelsen i Omø, da hun var barn. Hendes far var født og opvokset på øen, og derfor har hun besøgt øen et utal af gange som både barn og voksen. Derfor var det næsten også som at komme hjem, da hun endelig flyttede til øen. 

Holder øje med hinanden

- Der, hvor jeg har boet tidligere, havde jeg ikke nogen tætte relationer til mine naboer. Jeg forholdt mig ikke til, om de var syge, eller hvor de var henne. Jeg skænkede det ikke en tanke, for det var ikke mit ansvar - jeg boede der sådan set bare. Her på Omø, der lever jeg. Det er mit liv, og ja jeg interesserer mig for, hvad der sker på øen, siger Jonna Andersen. 

Hun bor på havnen sammen med sin mand og hund og kat. Deres fiskerhus ligger ikke langt fra øens eneste restaurant, Morfar. Derudover har øen også en skole, en købmand og en kirke. Det er et lille samfund, hvor alle kender alle, og hvor der altid er en, der har set, hvor hunden er gået hen, når den går tur med sig selv. 

- Vi holder øje med hinanden, men det er på den gode måde. Det er ikke den der nyfigne måde. Men du kan også være fuldstændig dig selv, hvis det er det, du har lyst til. Der er nogen, som jeg aldrig har snakket med, fordi de holder sig for sig selv, og det bliver også respekteret, siger Jonna Andersen. 

Sindssygt mange foreninger

Det kan måske lyde som en ø, hvor der aldrig sker noget og intet er at foretage sig. Men det kunne ikke være mere forkert. Revyen, fællesspisning i aktivitetshuset og foreningen Mænd for finere madlavning er bare nogle få eksempler på de arrangementer, som samler beboerne. 

- Folk spørger os ofte, hvad vi laver om vinteren. Der har vi travlt, for vi har sindssygt mange foreninger. Du kan gå til noget hver dag, så der er nok at tage sig til, siger Jonna Andersen. 

Øens beboere er sammensat af alt fra landmænd og fiskere til førtidspensionister og pendlere. Der er stadig Omøboere, som har boet på øen hele livet, i blandt dem, men flertallet kommer ”over fra”. 

- Der er en overvægt af tilflyttere, og vi har det slet ikke sådan, at man skal have boet på Omø i 50 år for at blive en del af fællesskabet. Alle er velkomne, siger Jonna Andersen.

 

Interview maj 2013