Fandt sit første job i Slagelse

Troels Skak på 28 år er en af de unge tilflyttere.

Han blev færdig med sin uddannelse som cand. jur i 2012. Og drømmejobbet som advokatfuldmægtig fandt han i Slagelse.

- Jeg valgte at flytte til byen pga. arbejde. Jeg vil gerne bo tæt på mit arbejde, da det dels fylder meget af min tid, men det gør også hverdagen meget nemmere at bo tæt på, fortæller Troels. Og kæresten, Sarah, kommer også snart til byen. Hun er ved at gøre sit semester på jura-studiet i Århus færdigt og planlægger at pendle fra Slagelse til Århus den sidste del af uddannelsen.

- Slagelse ligger dejligt centralt i forhold til både Jylland og København. Vi har begge familie i Jylland og har en del venner i København, så det er helt perfekt at bo midt imellem.

Danmarks mest servicemindede by

- Slagelse er en hyggelig by. Den har en god størrelse og der er de ting, som der skal være. Vi er begge blevet positivt overrasket over, hvor gode indkøbsmuligheder der er. Vi bor centralt og kan vælge og vrage mellem alt fra Aldi til Bilka og fra Irma til Rema1000. Især Sara er blevet glad for de mange shoppingmuligheder med stort shoppingcenter og flere gågader lige midt i byen.

Shoppingcentret, som også hedder Vestsjællandscentret, er unikt i den forstand, at det ligger midt i centrum af byen. Bygget i 1969 i en tid, hvor alle andre byggede indkøbscentre uden for byerne. Sammen med de mange butikker i gågaderne har centret været med til at gøre Slagelse til en god og alsidig handelsby, som trækker kunder fra hele oplandet. I 2012 blev byen kåret som ’Danmarks mest service-mindede by’ foran 21 danske byer. 

Store pladser til fest og hygge

- Schweizerpladsen er flot og hyggelig med masser af cafeer, understreger Troels.
- Generelt er området fra stationen og op mod centrum fyldt med små gader, butikker og spisesteder. Endelig er der Slagelse Tennisklub, som ligger tæt ved sygehuset. Jeg har været ude og se deres faciliteter og blev meget imponeret, så det skal ikke vare alt for længe, før jeg skal ud og svinge ketsjer og bolde derude, fortæller Troels. 

Slagelse by rummer en del større pladser, hvor der hele året er en række arrangementer. På Schweizerpladsen, hvor Christian den 9.’s statue står og skuer ud over byen, afholdes der om sommeren bl.a. Slagelse Festuge, Sct. Mikkels Nat og storskærm ved landskampe i fodbold.

Når der ikke er store arrangementer, er der udeservering fra de mange restauranter og cafeer på pladsen og i december er der udsmykning med lys i alle træerne samt selvfølgelig et stort juletræ, oftest doneret af lokale borgere.

Udover den centrale placering, så ligger byen lige op af skov og natur. Det sætter jeg stor pris på.

Troels fremhæver også de mange muligheder i fritiden, noget han selv ser frem til som aktiv motionist. - Jeg løber en del og så glæder jeg mig til at få mountainbiken ud at køre. Jeg skal helt sikkert ud og prøve kræfter med bakkerne ved Musholm Bugt og stierne ved Slagelse Golfbane.

 

Interview maj 2013

Siden er sidst opdateret 9. juni 2016