Virksomhed på landet

Naturen er lige udenfor kontoret og der er masser af plads til at lave forsøg med grønne tage og vægge.

Og med forskermiljøet på Københavns Universitet bare en times kørsel væk, stortrives frøfirmaet Nykilde i Slots Bjergby 3 km uden for Slagelse, hvor de bl.a. har succes med at forske i grønne tage og vægge.

De er bare tre ansatte i det lille familiefirma Nykilde, men alligevel eksporterer de blomster- og græsfrø og grønne tage til Danmark og Sverige og gennem en tysk samarbejdspartner også videre ud i verden. Desuden har firmaet også en mindre produktion i Slovakiet.

Og det næste nye produkt er ved at blive testet lige udenfor kontorvinduet.
- Vi har fundet en ny måde at lave grønne vægge på, som ikke er så tung og bekostelig som de metoder, der ellers findes. Grønne vægge er blevet populære i mange storbyer, fordi de er rigtigt gode til at rense luften og forbedre mikroklimaet, men i dag koster de en mindre jetjager at lave og det samme gør vandingen af dem, forklarer Jesper Christensen, leder af Nykilde ApS. 

Efter at have forsket og rådgivet i DSV Miljø og RGS 90 er Jespers hustru Ivana blevet ansat i familiefirmaet, hvor hun ud over de grønne vægge og tage også arbejder med forskellige frøsorter.

Hun er uddannet indenfor geologi og miljøvidenskab med speciale i jordvidenskab i Slovakiet, hvor hun boede indtil hun for knap 20 år siden mødte Jesper, som dengang arbejdede i Tyskland for et stort frøfirma. 

En drømmelegeplads for en forsker

Selv om Ivana er vant at have andre forskere omkring sig savner hun ikke at arbejde inde i byen. Lige uden for kontorbygningen har de nemlig 30 hektar jord. 

- Jeg har en legeplads herude, som mine kollegaer i byerne kun kan drømme om. Her er der så meget plads, så det gør ikke helt så meget, hvis et forsøg mislykkedes lidt – fordi vi bare kan lave et nyt ét ved siden af, forklarer hun.

Den vigtige sparring med andre forskere er kun en times kørsel væk. Nykilde arbejder nemlig tæt sammen KU Life på Københavns Universitet, Agro Tech i Taastrup, Teknologisk Institut og Flakkebjerg Forsøgsstation. Mange af deres møder foregår dog via Skype eller email.

- De dygtigste forskere og rådgivere har så travlt og koster så mange penge, at det ikke giver mening at de skal bruge tid på transport – ikke engang bare rundt i København for et møde. Vi kan sagtens få det modspil, vi har brug for uden at sidde face- to-face, siger Ivana. 

En anden fordel ved at virksomheden ligger i et landdistrikt er, at Nykilde kunne få støtte fra Landudvikling Slagelse til at udvikle VegBlocks - en ny type vegetationsbakker, som bruges til at lave græstage. De blev udviklet i samarbejde med en tysk partner, blev introduceret på den store Have & Landskabsmesse i 2011 og udgør i dag en tredjedel af omsætningen.

- Det er en ny måde at lave grønne tage på, som gør at private selv kan lægge det på et sommerhus eller et udhus. Alle andre grønne tage typer på markedet kan kun lægges af fagfolk, og det gør vores mere overkommelige, forklarer Jesper. 

Om fem år regner han med at Nykilde har udviklet flere nye produkter og en større omsætning, men ikke nødvendigvis at de er blevet flere ansatte.
- Vi arbejder også med at udvikle maskiner, som kan overtage meget af det tunge og hårde arbejde, som også er en del af et firma som vores. Og Ivana er næsten færdig med at udvikle en maskine, som vil gøre arbejdet med at lave VegBlocks til græstagene meget lettere. Den del er der nemlig også en fremtid i, forklarer Jesper Christensen. 

 

Interview september 2014

Siden er sidst opdateret 9. juni 2016