Hør mere om Korsørs fremtid

Vandsportscentret er et af de projekter, man vil kunne høre mere om den 9. maj, hvor udvalget ”Korsør – byen møder vandet” holder informationsmøde og åbent hus i Korsør Kulturhus.

Der er mulighed for at høre mere om alle de projekter, som udvalget ”Korsør – byen møder vandet” arbejder med. Den 9. maj inviterer udvalget nemlig til både åbent hus og informationsmøde i Korsør Kulturhus, hvor alle interesserede kan høre mere om de 10 projekter, som udvalget ”Korsør – byen møder vandet” arbejder med.

- Vi ved alle, at Korsør er et dejligt sted at bo, besøge og drive virksomhed i. Vi har kysten med strandene, flådestationen, erhvervshavnen, lystbådehavnen, noret og færgehavnen. Udvalget har arbejdet med, hvordan vi kan bruge dem til udvikle vores erhvervsliv og tiltrække nye borgere, besøgende og virksomheder, siger formand for udvalget Hans-Jørn Andersen.

Det mest kendte projekt, som udvalget arbejder med, er Halsskov Færgehavn, hvor ideen er skabe et vandsportscenter i verdensklasse. Men udvalget har lavet en udviklingsplan, hvor der i alt er 10 fokusområder. Udover vandsportscentret drejer det sig blandt andet om lystbådehavnen og stationsbyen ved Korsør Station.

- Vandsportscentret har potentialet til at blive et fyrtårn for Korsør. Men det er langt fra det eneste, vi har arbejdet med. Derfor inviterer vi indenfor den 9. maj og fortæller om alle de spændende projekter, siger Hans-Jørn Andersen.

Arrangementet kommer til at foregå i Korsør Kulturhus af to omgange. Mellem kl. 12 og 17 er der åbent hus, hvor folk kan komme forbi, når det passer og se en udstilling og få en snak med kommunens folk. Kl. 18 er der så Informationsmøde, hvor udviklingsplanen præsenteres med mulighed for at stille spørgsmål.

Vil man gerne med til informationsmødet om aftenen, skal man tilmelde sig til elpar@slagelse.dk senest den 7. maj. 

Flere oplysninger

  • Hans-Jørn Andersen, formand for ”Korsør – byen møder vandet”,
    telefon 50 42 10 13
  • Projektleder Rudi Saltofte Olesen
    telefon 29 12 02 66

Pressemeddelelse den 26. april 2017