Stor kunstudstilling af Thomas Kluge

Se 30 forskellige værker af kunstneren Thomas Kluge i Kongegaarden i Korsør fra den 6. januar -25. februar 2018

Ikke færre end 30 forskellige værker af kunstneren Thomas Kluge bliver udstillet i Kongegaarden, Regionalt center for kunst og musik i Korsør, fra den 6. januar -25. februar 2018. Værkerne er malet i Thomas Kluges ungdom, og flere har ikke tidligere været udstillet. Det gør udstillingen unik og giver besøgende en helt særlig mulighed for at følge en lokal kunstners udvikling.

Kom tæt på privatejede værker 

”Mens vi venter” er titlen på udstillingen af Thomas Kluge, som i starten af det nye år indtager Kongegaarden. Værkerne er fra perioden 1989 til 1994 og er privatejet bortset fra værket ”Mens vi venter III”, der tilhører Københavns Kulturfond. Der venter derfor de besøgende en enestående mulighed for at komme tæt på den lokale kunstners udvikling i årene, hvor Thomas Kluge gik fra at være en mand der malede, til at blive en dygtig kunstner med store evner.

Begyndelsen på en kunstners udvikling

- At det bliver Kongegaarden i Korsør, at Thomas Kluge har valgt at vise begyndelsen af sin kunstneriske færd, betyder meget for os. Vi kender Thomas Kluge i byen, og hans valg gør os både stolte og glade. Thomas Kluge er selvfølgelig følsom omkring billederne, der står som udviklingsbilleder fra hans ungdomsår, og det har vi stor respekt for. Derfor glæder vi os meget til at byde besøgende velkommen til denne helt særlige udstilling med flere værker, som ikke tidligere er set udstillet, siger lederen af Kongegaarden Joy Petrowsky.

Titlen ”Mens vi venter” refererer til den periode, hvor Thomas Kluge udviklede sig som autodidakt kunstner.

Et scoop for både Kongegaarden og kommunen

- Det er bestemt noget af et scoop, at Kongegaarden har fået udstillingen med Thomas Kluges ikke tidligere udstillede værker. Det giver god mulighed for at både lokale, men også kunstinteresserede fra hele landet vil lægge vejen forbi Kongegaarden i Korsør og få en helt særlig oplevelse, som endnu ikke er set andre steder. Det giver samtidig også god mulighed for at få sat Kongegaarden ekstra tydeligt på landkortet som et udstillingssted, der er et besøg værd, uanset hvor man kommer fra, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen. (I)

Bog om udstillingen

Ud over selve udstillingen så kan kunstværkerne også opleves i en bog, der er skrevet af Thyge Christian Fønns-Lundberg. Bogen vil kunne købes i Kongegaarden for 150 kr. Der tages entre til Thomas Kluges udstilling, og prisen er 50kr. Er man medlem i en af foreningerne i Kongegaarden, er entreen 25kr. Der er åbent tirsdag til søndag kl. 11.00 til 16.00. Større grupper bedes give besked til Kongegaarden

Flere oplysninger

  • Leder af Kongegården Joy Petrowsky
    Tlf. 58 37 78 90 eller
    Mail info@kongegaarden.dk


  • Formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen Tlf. 51 64 81 04
    Mail troech@slagelse.dk

Fakta om Thomas Kluge

Thomas Kluge er autodidakt kunstmaler, der har boet i Korsør siden 2008, hvor hans kone er præst. Thomas Kluge debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1993, og har siden udført en lang række portrætter af bl.a. Hendes Majestæt Dronning Margrethe den II, den kongelige familie og en lang række danske personligheder såsom A. P. Møller, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen m.fl. Thomas Kluge har haft separat udstillinger på flere kunstmuseer bl.a. i Vejle, Holstebro, Aalborg, Skive samt på Nivaagaard. Desuden har hans værker været udstillet på Kronborg, Johannes Larsen museet i Kerteminde samt på Amalienborg.

Pressemeddelelse 14. december 2017