Tillykke til kommunens Entreprenørservice

Virksomhedspris for socialt ansvar

Det var en stolt leder, Peter Johansen (t.h.), der på Slagelse Kommunes Entreprenørservice vegne modtog den ene af årets 2 Virksomhedspriser for socialt ansvar.

Virksomheden har i mange år arbejdet bevidst med socialt ansvar og på den måde hjulpet mange mennesker ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet.

Formanden for Lokalt Arbejdsmarkedsråd (LAR) Helle Jacobsen (yderst t.v.) overrakte prisen ved et festligt arrangement på virksomheden tirsdag den 12. december. Hun sagde bl.a. "I kigger mest på potentialet hos folk og tager en grundig indledende snak. På den måde får I en god forventningsafstemning. Alle skal være afklaret med, hvilke rammer og forhold, der skal være på plads for, at personen kan få løftet sine faglige, sociale eller personlige kompetencer."

LAR-Prisen, som den kaldes, gives for at udvise stort socialt engagement ved at understøtte den lokale beskæftigelsesindsats med særligt fokus på ledige fra kanten af arbejdsmarkedet.

Det er en fornem anerkendelse, som tilfalder både en offentlig og en privat virksomhed hvert år. Ud over et diplom er selve prisen et kunstværk af en lokal kunstner, som denne gang var Estrid Maria Eriksen. Estrid fortalte lidt om værket, som ses på billedet. Hun sagde bl.a., at billedet var inspireret af by-landskaber sydpå, hvor det smukke står og forfalder. I Slagelse er Entreprenørservice med til at vedligeholde bygninger, udearealer m.m., så alt forbliver smukt, pænt og rent.

Til højre for billedet står Helle Jacobsen, Susanne Brogaard (fast kontaktperson i Jobcenter Slagelse) og Estrid Maria Eriksen - til venstre står Peter Johansen og Dorthe Olsen, som begge er tovholdere på Partnerskabsaftalen med Jobcenter Slagelse.

Peter Johansen takkede for prisen, som har stor værdi for virksomheden. Han sagde bl.a. "Det er fedt med anerkendelse og synlighed. At nogen har set, hvad vi også kan. - Der er en stor forståelse for socialt ansvar i virksomheden, da mange af medarbejderne selv er kommet den vej ind. Det giver meget mening for os være med til at sikre, at flere bliver aktive på arbejdsmarkedet."

Ud over at fejre virksomhedsprisen, kan Slagelse Kommunes Entreprenørservice også fejre 10 års jubilæum for partnerskabssamarbejdet, som de var med til at starte tilbage i 2007.

Ring til Jobcenterets Virksomhedsservice på tlf. 2911 4200, hvis I ønsker at høre mere om, hvordan I kan tage socialt medansvar i beskæftigelsesindsatsen.