Borgermøde om Møllebakkens fremtid

Den 16. april er Møllebakken på dagsordenen, når Slagelse Kommune inviterer til borgermøde på Skælskør Bibliotek.

OPDATERING den 13. april: På grund af store interesse er mødet flyttet fra biblioteket til det Røde Pakhus, Havnegade 10, Skælskør. 

Hvordan skal fremtidens byggeri på Møllebakken i Skælskør se ud? Det vil Slagelse Kommune gerne have borgernes input til, og derfor inviteres nu alle interesserede til borgermøde mandag den 16. april kl. 19 på Skælskør Bibliotek. Urland Arkitekter har udarbejdet fire scenarier for, hvordan fremtiden kan komme til at se ud på Møllebakken, og det bliver udgangspunktet for aftenens diskussion.

- Vi har fået fire visionære bud på, hvordan den bedste byggegrund i Skælskør kan udvikles. Men det er vigtigt, at byggeriet kommer til at passe til Skælskør, og derfor vil vi gerne høre, hvad borgerne har af ideer og meninger, før vi tager en beslutning, siger formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Jørgen Grüner (F).

I to af de fire scenarier arbejder arkitekterne blandt andet med et 9. etagers højhus.

- Det var et enigt udvalg, som besluttede at lave en helhedsplan for både den kommunale grund og Højskolegrunden. Et 9. etagers højhus kan virke provokerende, men vi har hele tiden været meget opmærksomme på at inddrage borgerne i beslutningen om, hvad der skal ske med området, og derfor holder vi dette møde, inden der arbejdes videre med selve lokalplanen, der naturligvis kommer i officiel høring. Derfor håber jeg også, at vi får nogle gode input, når vi nu inviterer til borgermøde igen, siger medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Steen Olsen (A).

I februar sidste år besluttede det daværende Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalg at droppe et oplæg til et byggeri på nabogrunden til den gamle højskole. Det skete efter et borgermøde, hvor flere borgere pegede på, at der skulle laves et samlet oplæg for begge grunde. Det var baggrunden for, at Urland Arkitekterne lavede to samlede visionsoplæg for begge grunde, hvor det ene oplæg blandt andet arbejdede med et 9. etagers højhus. Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget besluttede dog at bede om flere oplæg til, hvordan grunden kan bebygges. Derfor har Urland Arkitekter lavet to ekstra visionsoplæg, hvor det ene nye oplæg blandt andet peger på en ny placering af højhuset, så det bliver mindre synligt i landskabet, mens det andet arbejder med at bygge lejligheder på op til 5. etager. Derfor er der fire oplæg, som er til diskussion, når der er borgermøde i Skælskør.

- Vi har ikke taget stilling til om, det skal være det ene eller det andet projekt, og om det evt. skal være noget helt andet. Før vi beslutter noget, vil vi gerne høre, hvad borgerne mener, så vi ender med et byggeri og nogen boliger, som passer til byen, siger medlem af Miljø-, Planlægning og Landdistriktsudvalget Knud Vincents (V).

De fire oplæg, som bliver diskuteret på mødet, indeholder bud på, hvordan et fremtidigt byggeri kan placeres i landskabet, og hvordan det måske kan komme til at se ud. Men selve udseendet og arkitekturen på et kommende byggeri, vil først blive endelig besluttet i forbindelse med, at der skal laves en lokalplan, hvor borgerne igen får mulighed for at blive hørt.

Alle, der er interesserede, er velkomne til borgermødet, men det kræver tilmelding til plan@slagelse.dk senest fredag den 13. april.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Jørgen Grüner, formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
    tlf. 20 24 21 18
  • Knud Vincents, medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
    tlf. 20 45 97 98 
  • Steen Olsen, medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
    tlf. 20 45 57 32 
  • Planchef Darrin Bayliss, tlf. 29 82 43 09

Pressemeddelelse den 4. april 2018