Vejmaling skal få bilister til at sænke farten

Fra torsdag i næste uge vil bilister 11 steder i kommunen blive mødt af opfordringer til at sænke farten - malet direkte på asfalten. Initi-ativet er en del af Rådet for Sikker Trafiks årlige fartkampagne.

”Sænk farten” - ”Du gør byen tryg” - ”Tak <3”. Det budskab – malet på asfalten - vil møde bilisterne på 11 indfaldsveje i Korsør, Skælskør og Slagelse fra næste uge. De malede budskaber er en del af Rådet for Sikker Trafiks årlige Sænk Farten-kampagne, som Slagelse Kommune hvert år deltager i. Men i år har Slagelse Kommune valgt at opgradere indsatsen på steder, som borgere selv har peget på som utrygge. 

 - Den ekstra indsats i byområderne skal ses i lyset af de mange indberetninger, som borgerne er kommet med til vores Trafiksikkerhedsplan. Her har borgerne fortalt os, at der køres alt for stærkt i byområderne. Det skaber utryghed. Derfor vil vi gerne øge trafikanternes opmærksomhed på, at de også skal sætte farten ned i byerne, fortæller Christian Schou Rasmussen, afdelingsleder for Natur, Vej og Trafik i Slagelse Kommune.

Udover at de udsatte indfaldsveje får malet budskaber på asfalten, så kommer bilisterne også til at møde kampagnens røde, pileformede plakater i vejkanten på landevejene. De skal minde bilisterne om at lette foden fra speederen

Baggrunden for kampagnen er trist. Fart er den største dræber i trafikken, og ulykkerne sker ofte ved de små hastighedsoverskridelser. I Slagelse Kommune blev der i perioden 2011-2015 dræbt 14 personer i trafikken, mens 158 blev alvorligt kvæstet. I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen eller vejr- og vejforhold, viser tal fra Vejdirektoratet. 

- Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel, og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Forventningen er, at de 11 steder bliver malet torsdag den 19. april.

Fakta: Her kan bilisterne møde budskaberne på vejbanen

Korsør:
Skovvej
Tårnborgvej

Skælskør:
Næstvedvej
Sorøvej
Slagelsevej

Slagelse:
Korsørvej
Sdr. Ringgade
Byskovvej
Sorøvej
Ndr. Ringgade
Kalundborgvej

Hvor mange meter skal du bruge på at bremse og hvor sker fartulykkerne? Prøv den interaktive test på Rådet for Sikker Trafiks temaside om farten på vejene: www.sikkertrafik.dk/fart

Flere oplysninger

  • Christian Schou Rasmussen, afdelingsleder Natur, Vej og Trafik,
    tlf. 21 29 06 99
  • Pia Nielsen, projektmedarbejder, Slagelse Kommune
    Tlf. 58 57 42 11
  • Michelle Laviolette, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik
    tlf. 24 96 11 44

Pressemeddelelse den 11. april 2018