Uddannelser inviterer indenfor på en lørdag

Lørdag den 24. februar kan unge og deres forældre høre mere om mulighederne for at tage en uddannelse i Slagelse. Uddannelserne og Slagelse Kommune er gået sammen om et fælles åbent hus-arrangement.

Hvad kræver det at komme ind? Hvilke uddannelser kan jeg tage her i Slagelse, og hvordan er jobmulighederne bagefter?

Det er nogle af de spørgsmål, som unge og deres forældre kan få svar på lørdag den 24. februar. Den dag slår alle de videregående uddannelser for første gang dørene op til en fælles åbent hus dag, hvor unge kan besøge uddannelserne og få mere at vide om de videregående uddannelser i Slagelse.

- Jeg er meget glad for, at alle uddannelsesinstitutionerne her i kommunen er gået sammen om et fælles arrangement. Vi har mange rigtig gode uddannelser og mange unge er allerede i gang, men vi vil gerne have at endnu flere unge tager en uddannelse, siger borgmester John Dyrby Paulsen(A).

Det er Syddansk Universitet Slagelse, Erhvervsakademi Sjælland og Professionshøjskolen Absalon, som sammen med Slagelse Kommunen står bag åbent Hus-arrangementet. På dagen har alle uddannelserne åbent, og det tidligere Posthus ved stationen vil fungere som et infocenter, hvor man kan blive skrevet op til en studiebolig, tale med en studievejleder og meget mere.

 - SDU Slagelse forventer meget af det udvidede samarbejde omkring et fælles åbent Hus. Et godt studieliv for en universitetsstuderende er nemlig meget andet end studiet. Det kræver også en god og billig studiebolig, muligheden for at få et relevant studiejob, og at den studerende kan deltage i spændende aktiviteter i sin fritid, siger Nikolaj Malchow-Møller, dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU.

Professionshøjskolen Absalon holder normalt sit Åbent Hus-arrangement ugen efter, men har valgt at flytte arrangementet i Slagelse for at kunne være med i den fælles dag.

- Det er en oplagt mulighed for at vise det attraktive studieliv, der er i Slagelse. Byens mange uddannelser giver mulighed for, at den studerende kan være en del af fællesskabet og Åben Hus-arrangementet giver interesserede mulighed for at besøge flere uddannelser og stille alle de spørgsmål, de ønsker, siger campuschef Margit Nygård Mikkelsen, Professionshøjskolen Absalon.

På Erhvervsakademi Sjælland håber akademichef Vibeke Toft Müller, at det fælles arrangement kan give større opmærksomhed om dagen.

- Vi vil gerne være med til at sætte fokus på Slagelse som en by med en bred vifte af videregående uddannelser. Det er klart, at hvis vi står sammen, vil der være mere opmærksomhed på arrangementet og større sandsynlighed for at de unge og deres forældre bliver opmærksomme på, at der faktisk er rigtig god vejledning at hente netop denne dag, siger hun.

Fakta: Program for åbent hus dagen

Uddannelserne har åbent på forskellige tidspunkter, og hvis man vil, kan man nå at besøge alle tre uddannelsessteder og infocenteret i Posthuset i løbet af dagen.

Infocenter på Posthuset, Sdr. Stationsvej, Kl. 10-14:
- Mød studerende fra forskellige uddannelser
- Bliv skrevet op til en studiebolig 
- Tal med en studievejleder
- Få overblik over sports- og fritidsaktiviteter
- Hør om studiejobs, praktik og internationale muligheder 
- Hør om iværksætteri og start ups i Vækstfabrikken i Slagelse Erhvervscenter

SDU Slagelse, Sdr. Stationsvej 28, kl. 10-12:

- Hør om uddannelser med fokus på sprog, kommunikation, økonomi, regnskab og meget andet.
- Få en hyggelig snak i studenterbaren 'Kutteren'
- Tag en guidet tur rundt på universitetet med en studerende.

Erhvervsakademiet Slagelse, Bredahlsgade 1, kl. 10-13
- Få lidt at spise, og mød både studerende og undervisere fra alle uddannelserne
- Hør om uddannelsernes indhold og muligheder for at komme i job bagefter.
- Få en rundvisning og en snak med de nuværende studerende.

Professionshøjskolen Absalon, Ingemannsvej 17, Kl. 12-14
- Hør om uddannelserne pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.
- Mød undervisere og studerende
- Få en rundvisning på campus

Flere oplysninger

  • Bylivskoordinator Ida Espe Andersen, Slagelse Kommune,
    telefon 30 44 05 67
  • Campuskoordinator Kirsten Lambert, Syddansk Universitet Slagelse
    telefon 25 54 82 90
  • Campuschef Margit Nygård Mikkelsen, Professionshøjskolen Absalon,
    telefon 72 48 13 31
  • Akademichef Vibeke Toft Müller, EASJ 
    telefon 50 76 26 83 

Pressemeddelelse den 12. februar 2018