Slagelse Svømmehal er lukket i uge 28 og 29

Slagelse Svømmehal bruger den stille sommerperiode i uge 28 og 29 til forskellige renoveringsprojekter. I stedet holder Korsør Svømmehal åben.

Sommeren lokker traditionen tro ofte badegæster til stranden frem for i svømmehallen. Derfor bruger Slagelse Svømmehal den stille sommerperiode i uge 28 og 29 til forskellige renoveringsprojekter. Skulle sommervejret svigte holder Korsør Svømmehal ekstraordinært åbent i uge 28 og 29, så der er stadig god mulighed for at få dyppet tæerne i en svømmehal.

Gør klar til ny sæson 

Når sommervejret kommer igen, og strandene fyldes med badeglade gæster i uge 28 og 29, lukker Slagelse Svømmehal dørene for at gøre klar til, når en ny sæson begynder for bl.a. skolerne, foreningerne og aftenskolerne til august. Efter et uheld med sammenblanding af kemiske væsker i 2017, som gav et kemikalieudslip, er det nødvendigt at lukke svømmehallen, så bl.a. skaderne herfra kan udbedres.

Mens færrest muligt besøger svømmehallen

- Uheldet betød, at ældningsprocessen på bl.a. metaldele er blevet fremskyndet, ligesom vores strømtavler også tog skade, og det kan give fejl på strømmen. Hvis der er fejl på vores teknik, så kan vi være nødt til at lukke svømmehallen i tide og utide, så derfor går vi allerede nu ind og laver renoveringsarbejdet hen over sommeren, så det forhåbentlig bliver til gene for færrest muligt. Så i år håber vi ligesom alle andre på godt sommervejr, så badevandet vil lokke vores gæster til stranden, indtil vi igen er klar til at åbne i uge 30, siger teamleder af Slagelse Svømmehal Dennis Larsen.

Hvad skal der laves?

Når Ejendomsservice rykker ind i svømmehallen i uge 28 og 29, så bliver det bl.a. for at skifte det nedhængte tag i varmtvandsbassinet, vaske strømtavlerne ned samt renovere murværk og skifte kloaksystem i indgangen til svømmehallen. Derefter er Slagelse Svømmehal igen klar til slå dørene op fra uge 30, og åbningstider samt priser kan som altid ses på svømmehallernes hjemmeside og facebookside.

Flere oplysninger

  • Teamleder af Slagelse Svømmehal Dennis Larsen
    Tlf. 20 11 62 31
    Mail dholm@slagelse.dk

 

Pressemeddelelse 22. juni 2018