Korsør: Nyt projekt skal give ældre borgere en bedre alderdom

For mange ældre borgere døjer med dårligt helbred og ringe livskvalitet. Derfor skal et nyt forskningsprojekt hjælpe borgerne med at få et bedre og mere aktivt liv.

Et delvist EU-finansieret projekt kaldet, WIPP, skal sørge for, at hjemmeboende borgere over 60 år får flere gode og sunde leveår. I Slagelse Kommune er det borgere i Korsør, som indtil videre kan deltage i projektet.

Projektet starter med et forebyggende hjemmebesøg hos den enkelte borger. Her er forebyggelseskonsulenten udstyret med et omfattende spørgeskema, som både spørger ind til borgerens psykiske og fysiske tilstand. På den måde bliver det lettere for konsulenten at opspore sygdomme og funktionstab, samtidig med at borgeren sættes på det mest optimale forløb.

- Mange hjemmeboende ældre borgere vil gerne klare alting selv. Det betyder desværre også, at mange ignorerer de begyndende skavanker, fordi de har svært ved at bede om hjælp. Her spiller vores projekt en afgørende rolle, fordi vores dialog med borgerne er så grundig. På den måde kan vi tidligt opspore diverse sundhedsrisici og iværksætte en forebyggende indsats, inden at sygdomme og funktionstab for alvor bryder ud, siger projektleder for WIPP Gorm Rabølle Knudsen.

Projektet styrker både humøret og den fysiske form 

Borgere som deltager i forløbet, kan enten komme på Træn Din Form eller Form Dit Liv, som begge er gratis og varer et halvt år. Træn Din Form fokuserer på fysisk træning, mens Form Dit Liv også arbejder med psykiske udfordringer som stress og ensomhed. En af dem, som deltager i Form Dit Liv er 60-årige Bente Ravn. Hun havde i længere tid døjet med muskelsmerter og dårligt humør, og allerede nu kan hun mærke en forskel.

- I starten kunne jeg dårligt bevæge mig, og jeg var dagligt plaget af voldsomme smerter. Gennem træningen er mine smerter og bevægelighed blevet bedre. Og så har jeg mødt flere søde mennesker, som jeg også kan lave hyggelige aftaler med. Det har gjort en stor forskel på mit humør, siger Bente Ravn.

Bolig Korsør bakker op om projektet

Forløbene er lavet på borgerens præmisser. Derfor er det også konsulenterne, som kommer hjem til borgerne, og holdene er desuden forankret fem forskellige steder i Korsør, så ingen skal have besvær med transport. Det har kunne lade gøre, fordi lokale aktører som den almene boligforening Bolig Korsør har valgt at stille faciliteter til rådighed.

- I Slagelse Kommune skal vores ældre borgere have en værdig ældrepleje. De skal opleve, at der er en hjælpende hånd, når de bliver syge, eller hvis humøret svigter. Men behandling skal ikke kun være brandslukning, når uheldet er ude. I stedet skal vi lave flere forebyggende indsatser og hjælpe de ældre mod et aktivt og sundt liv. Det er netop intensionen med dette projekt, som både kommunen og lokale aktører bakker op om, siger formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz. En holdning som deles af formand for Bolig Korsør Ebbe Ahlgren.

Projektet løber til og med 2019, og derefter vil man vurdere om forløbene skal fortsætte og spredes ud til andre dele af kommunen.

Sådan kommer du i betragtning til et af de to forløb 

Hvis du er over 60 år gammel og bor i Korsør, kan du bestille et hjemmebesøg. Her vil du i fællesskab med en medarbejder fra WIPP finde ud af, om du kan deltage i Træn Din Form eller Form Dit Liv. Begge forløb er gratis.

Projektet foregår fem forskellige steder i Korsør. Indtil videre har 150 borgere fået et hjemmebesøg, og her er 90 borgere blevet erklæret egnet til et af de to forløb. Hvis du gerne vil booke et hjemmebesøg, kan du kontakte projektleder Gorm Rabølle Knudsen.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz,
    Tlf. 20 29 58 66
    Mail aliya@slagelse.dk 

  • Projektleder for WIPP Gorm Rabølle Knudsen,
    Tlf. 40 29 96 60
    Mail gomnu@slagelse.dk

  • Formand for Bolig Korsør Ebbe Ahlgren,
    Tlf. 51 64 81 11