Christiansborg bør se på de nedlagte busruter

Når Region Sjælland skærer i lokale busruter, så går det udover sammenhængskræften i de små lokalsamfund. Derfor vil Slagelse Kommune nu have Christiansborg til at hjælpe med mere permanente løsninger.

I denne uge besluttede Region Sjælland, at beskære buslinje 460 mellem Korsør og Stigsnæs. Ruten er en af mange, som kommer til at mærke sparekniven, fordi regionen reducerer budgettet med 32 millioner frem til 2020.

Bus 460 er bindeleddet mellem Agersø og Omø og fastlandet, og for øboerne kan det få store konsekvenser for deres daglige pendling. Tidligere har også rute 470R mellem Skælskør og Slagelse været i spil, og i Slagelse Kommune vækker besparelserne på den kollektive trafik bekymring.                                                                           

- Når regionen vælger at spare på de lokale busruter, så går det ud over sammenhængskræften i de små lokalsamfund. Det vil gå ud over skolebørn, studerende og voksne, som skal passe deres arbejde, og patienter, der skal til lægen. Det nytter ikke noget, at vores borgere ikke kan være sikre på, at have adgang til offentlig transport, for det spænder ben for hussalg og for borgernes mulighed for at bo udenfor de store byer, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

Nedlæggelsen af busruterne kommer efter, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har valgt, at fjerne et tilskud på 112 millioner kroner fra Region Sjælland. Det betyder, at flere busruter står til at blive berørt i regionen.

- Nu går vi i gang med at undersøge alternative muligheder for at sikre busdriften, og her vil vi også bringe Christiansborg på banen. Når Christiansborg vælger at fjerne vigtige midler fra den kollektive trafik, så må det også være folketingspolitikernes opgave, at bidrage med løsninger, afslutter borgmesteren.

Region Sjællands besparelse på de i alt 32 millioner forventes at blive vedtaget d. 5 november.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgmester John Dyrby Paulsen,
    Tlf. 58 57 30 02