Fra dagpengemodtager til selvstændig erhvervsdrivende

Katja Feilberg havde været ledig i 7 måneder og ønskede brændende at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Humøret og selvtilliden var dalende, men Katja holdt fast i drømmen om at blive selvstændig.

Og det skulle vise sig at være en rigtig god idé. For en dag blev Katja ringet op af Maria Vargas, rekrutteringskonsulent fra Jobcenter Slagelse, der havde fundet Katjas CV på Jobnet.dk. En lokal virksomhed manglede en medarbejder til administration og bogholderi, og efter en telefonisk samtale blev Katja sat i spil til jobbet. Til jobsamtalen bragte Katja ideen om at blive konsulent, på banen. 

- Det var en super god samtale, der var bare kemi, og så var de lige så begejstret for ideen som jeg, siger Katja med glæde i stemmen.

Når Katja i dag, under et år efter opkaldet, fortæller om, hvordan hun skiftede ledigheden ud med en tilværelse som selvstændig, så er det med et smil, der går fra øre til øre. I dag driver hun virksomheden KelsaVisions, der blandt andet tilbyder konsulentbistand indenfor administration og digital markedsføring.

- I dag laver jeg det, jeg elsker og brænder for hver eneste dag. Jeg kan mærke glæden boble indeni mig, selv når jeg arbejder meget, fortæller en begejstret Katja.

Gode råd: skriv præcist og tro på dig selv

- Når en virksomhed henvender sig til os i Jobcenter Slagelse, fordi de mangler medarbejdere, søger vi altid relevante CV’er ud på Jobnet.dk. Jo mere opdateret og præcist dit CV er, jo større er sandsynligheden derfor for, at du dukker op i vores søgninger og på den måde kan komme i betragtning til et job – måske endda dit drømmejob, siger Maria Vargas.

- Og så skal man turde tro på sig selv. Tænke ud af boksen og skille sig ud fra mængden. Og så handler det også rigtig meget om, hvordan man tænker; så man fokuserer på det, man gerne vil og kan. Og jo tydeligere man er, jo nemmere er det at skrive det i sit CV på Jobnet.dk, så man måske en dag, bliver ringet op af jobcenteret og får tilbudt et job, man ikke engang har søgt, slutter Katja.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Katja Feilberg, KelsaVisions
    Telefon 61 72 14 52
    E-mail: info@kelsavisions.com / info@tid-balance.dk

  • Rekrutteringskonsulent Maria Vargas, Jobcenter Slagelse
    Telefon 58 57 94 49
    Mobil 30 50 63 70