Spil Dansk Uge: Musik her, der og alle vegne

I uge 44 fejrer Slagelse Kommune sammen med resten af landet den danske musik. Her vil musikken spille i byrummet og på alle kulturinstitutioner og spillesteder.

Igen i år fejrer vi den danske musik i kommunen med et væld af forskellige musikaktiviteter. Her vil musikken blive foldet ud og præsenteret både på spillesteder og kulturinstitutioner og dér, hvor live musikken ikke så tit opleves, nemlig i byrummet.

- I Slagelse tror vi på, at musik skaber samhørighed og fællesskab mellem mennesker. I Byrådet synger vi f.eks. også i Højskolesangbogen inden byrådsmøderne. Spil Dansk Ugen i Slagelse Kommune er derfor tætpakket med musikalske aktiviteter for både børn, voksne, unge og ældre fordelt over hele kommunen. Vi håber på, at rigtig mange vil deltage i aktiviteterne, som også kommer til at udspille sig dér, hvor du ikke lige venter det, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

Musikken rammer alle kommunens hjørner

Et af de helt særlige tilbud i dette års Spil Dansk Uge er koncerterne med musikskolens elever på kommunens tre biblioteker i Slagelse, Korsør og Skælskør torsdag d. 1. november kl. 16:00.

- Det er første gang i år, at det er lykkedes os at sætte koncerter op på samme tid på alle tre biblioteker på den officielle Spil Dansk Dag. Når vi giver koncerter i det offentlige rum bliver musikken fælles for alle, og det er netop målet med Spil Dansk Ugen, siger koncertkoordinator på Slagelse Musikskole Mats Vangen.

Pop-up koncerter og jazzmusik for de mindste borgere

Du kan allerede nu begynde at planlægge, hvilke arrangementer I Spil Dansk Ugen, som du ikke må gå glip af. Programmet byder udover bibliotekskoncerterne blandt andet på høstbal for dagpleje- og vuggestuebørn, koncert og syng-med-aften med Storebæltskoret og musikskolens talent- og Musikakademielever i Korsør Kulturhus, og så popper musikken op lørdag d. 3. november i udvalgte butikker i både Skælskør, Korsør og Slagelse. Pop-up koncerterne er en gentagelse af succesen fra Spil Dansk-ugen sidste år, hvor blandt andet den unge lokale musiker Vigo Son gav koncerter i byrummet i både Slagelse og Korsør.

- Med pop-up koncerterne i butikkerne skabes en helt unik oplevelse for både den handlende og musikeren. Du kommer helt ud af dine vante rammer, når musikken skal præsenteres tæt på et uforberedt publikum. Jeg er selvfølgelig med til at give borgerne de her særlige oplevelser med livemusikken igen i år, fortæller Vigo Son, der til daglig går under det borgerlige navn Mikkel Henriksen.

Vigo Son er ikke den eneste lokale musikere, der spiller i kommunen i anledning af Spil Dansk-ugen. Den prisvindende unge lokale guitarist Casper Esmann, der er en af Danmarks absolut bedste fingerstyle guitarist og netop hjemvendt fra en international fingerstyle-konkurrence i Kina, kan nemlig vindes til at give en privat og eksklusiv hjemmekoncert hos én hel-dig borger i kommunen.

Du læse mere om Spil Dansk Ugens aktiviteter på: https://www.facebook.com/SpilDanskSlagelse (nyt vindue)

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen,
    Tlf. 23 49 04 30
    Mail jander@slagelse.dk 
  • Kommunikationsmedarbejder på Slagelse Musikskole Mette Morgen,
    Tlf. 40 38 75 50                                      
    Mail metmo@slagelse.dk

Fakta om Spil Dansk

Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet fra 29. oktober – 4. november. Spil Dansk har til formål at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur. Der er tale om et samarbejde lokalt, regionalt og nationalt. Hensigten er at begejstre og inspirere danskerne til at skabe, spille og dele dansk musik. Det eneste krav til musikken i forbindelse med Spil Dansk er, at musikken skal være skabt eller produceret af danske komponister og sangskrivere. Teksterne kan være på alverdens sprog, og behøver ikke være på dansk. Det kan også være instrumentalmusik. Både interessen for ugen og antallet af arrangementer er steget støt gennem årene. Således forventes der i år over 1000 arrangementer i hele landet.