Du kan få indflydelse på idrætsfaciliteterne i Slagelse Kommune

Den nye facilitetsplan er netop sendt i høring.

Kultur- og Fritidsudvalget har netop vedtaget en ny facilitetsplan for idrætsområdet i Slagelse Kommune.

Planen betyder, at det er nemmere at udvikle tilbud efter behov på idrætsområdet. Samtidig vil den være et godt værktøj i forhold til idrætspolitikkens vision om, at i 2025 skal 75% af borgerne være idrætsaktive. 50 % af dem i en forening.

- Ændringer i befolkningssammensætninger og nye idrætsvaner kræver nye løsninger. Facilitetsplanen er en hjælp på vejen, da den håndterer og udvikler de behov og tiltag, som er nødvendige for at følge med tidens udvikling og på den måde bliver den et godt politisk værktøj, siger Britta Huntley, (A), næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget.

Den skal bruges som dialogværktøj mellem kommunen og idrætsforeningerne og så skal den også bruges som et arbejdsværktøj af medarbejderne internt i kommunen.

- Facilitetsplanen er med til at skabe større fleksibilitet og bedre udnyttelse af vores idrætsfaciliteter, så der i sidste ende kommer endnu mere idræt i foreningerne, siger Ebbe Jens Ahlgren, (V), fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Planen har taget udgangspunkt i idrætspolitikken og er kommet til verden gennem 3 workshops i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.

Kom med dit input!

Facilitetsplanen er i høring fra den 12. april til den 12. maj, derfor er det nu, at du kan komme med gode forslag eller bemærkninger, som kommer med i det videre politiske arbejde.

Du kan læse meget mere og se facilitetsplanen på vores hjemmeside under høringer:

Bemærkninger, kommentarer, input, indvendinger og spørgsmål skal inden fristens udløb sendes til:

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Leder af Idræt, Fritid og Faciliteter, Center for Kultur Fritid og Borgerservice
    Christian Abildgaard 
    Tlf. 24 90 91 34
    E-mail ca@slagelse.dk
  • Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Ebbe Jens Ahlgren
    Tlf. 51 64 81 11
    E-mail ebahl@slagelse.dk

Pressemeddelelse 12. april 2019