Naturen flytter ind i Vestsjællandscentret

En af Danmarks bedste naturformidlere kommer til Slagelse fredag den 26. april, når Forskningens Døgn rykker ind i Vestsjællandscentret. I år er der fokus på natur og naturoplevelser.

Byg dit eget insekthotel, og lær hvordan man laver et drivhus af genbrugsmaterialer. Det er et par af de oplevelser, der venter besøgende i Vestsjællandscentret, når den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn rykker ind i centret med ”Oplevelsestorvet – med naturen i fokus” den 26. april fra kl. 14 – 18.

Udover en række stande, som man kan besøge hele eftermiddagen, dukker den kendte naturformidler Vicky Knudsen op på scenen kl. ca. 17.15. Hun er tidligere kåret som Danmarks bedste naturformidler og kendt fra TV2-programmet ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”. Når hun kommer til Slagelse er det med et show, hvor hun sætter fokus på kokasser, og hun lover, at tilskuerne vil gå både gladere og klogere hjem efter showet.

Det er femte år i træk, at Slagelse Kommune, de videregående uddannelsesinstitutioner og foreninger går sammen om at sætte fokus på forskningen i forbindelse med Forskningens Døgn. Det betyder, at de besøgende kan opleve forskellige stande, som sætter spot på naturen, og de oplevelser, man kan få derude.

Blandt andet kan man:

- bygge et insekthotel sammen med Danmarks Naturfredningsforening. 

- besøge ”SpireLab”, hvor man kan lave små drivhuse af genbrug, spirepotter med spiselige planter og kreative planteskilte.

- høre om forskning i bier og deres vigtighed for naturen og smage forskellige slags honning på Zeelands stand.

- prøve sansekasser og få smagsprøver på dyremad hos Professionshøjskolen Absalon

- lave lys af bivoks sammen med pædagog og biavler Susanne Bays

- få hjælp til at planlægge den perfekte vandretur sammen med vandreforeningen Fodslaw

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Bylivskoordinator Malene Gerding Nielsen
    Telefon 30 44 05 67 (fra den 23. april)

Pressemeddelelse den 15. april 2019