Første partnerskab klar i Røgfrit Slagelse

SK Forsyning er første virksomhed, som har lavet en partnerskabsaftale om Røgfrit Slagelse.

I Slagelse Kommune har vi en række forskellige tobaksindsatser. I 2017 røg 21% af slagelseanerne, og 11% var storrygere og røg dermed flere end 15 cigaretter om dagen. Hertil kommer, at 9,5 % af ikke-rygerne i Slagelse Kommune dagligt udsættes for minimum ½ times passiv rygning. De tal vil vi gerne reducere og derfor har vi en række tiltag som en del af en flerstrenget tobaksindsats kaldet Røgfrit Slagelse.

Rollemodel som skaber sunde rammer

Èn af tiltagene er partnerskaber med arbejdspladser, ungdomsuddannelser eller foreninger. Som partner i Røgfrit Slagelse understøtter man visionen om, at flere borgere i Slagelse Kommune vælger et Røgfrit liv. Man er rollemodel og skal være med til at skabe sunde rammer på tobaksområdet, så det røgfrie liv bliver det lette valg. Det er op til partnere, hvordan man konkret vil understøtte det Røgfrie liv, dog har man set gode effekter af at indføre røgfrie miljøer mm. SK Forsyning er den første virksomhed, som har en partnerskabsaftale om ”Røgfrit Slagelse”.

Som partner i Røgfrit Slagelse skal man støtte de medarbejdere, der ønsker at stoppe med at ryge f.eks. med lokale rygestopforløb i arbejdstiden. På den måde er man med til at forebygge og mindske rygning og sende et vigtigt signal til omverdenen om, at man bakker op om visionen og arbejder aktivt for, at flere borgere vælger et røgfrit liv.

Vil din virksomhed også have en partnerskabsaftale?

Alle arbejdspladser, ungdomsuddannelser eller foreninger kan få en partnerskabsaftale om Røgfrit Slagelse og dermed f.eks. få tilbudt gratis lokale rygestopforløb i arbejdstiden med rygestoprådgivere fra Slagelse Kommune.

Kontakt Folkesundhed og hør mere om partnerskabsaftalerne

  • Udviklingskonsulent Maria Bjerring Zangenberg
    Tlf. 61 14 09 27 
    Mail mapet@slagelse.dk   

Nyhed 6. december 2019