Lokal pris til Plejecenter Kirke Stillinge

Får LAR's Jubilæumspris 2019 for socialt ansvar

Kæmpe TILLYKKE til Plejecenter Kirke Stillinge som har fået overrakt Lokalt Arbejdsmarkedsråds JUBILÆUMSPRIS 2019. Prisen gives for at tage et stort socialt ansvar.

Plejecenter Kirke Stillinge har især fokus på at give mennesker en chance for at få et arbejde og en uddannelse. Mennesker som ofte har stået udenfor arbejdsmarkedet i længere tid.

De er rigtig gode til at inspirere deres medarbejdere til at blive uddannet, og de er gode til integration. De er med i flere projekter, f.eks. ”Bedre til ord, tal og it” og ”Bliv SOSU klar”.

Plejecentret har et stort fokus på medarbejdertrivsel og på omsorg og trivsel for deres beboere. I alt har plejecentret 22 beboere og 40 medarbejdere. Nogle kører ud til ældre i egen bolig.

Keramikhøns

Selve prisen var flotte ”Keramikhøns”, lavet af Nelly Gaskin. De flotte høns passer fint ind på plejecentret, hvor mange af beboerne selv har haft høns på gårdene i nærområdet. Og alle kan nikke genkendende til begrebet "hønemor" :-)

I job og uddannelse

Formanden for LAR, Thomas Clausen, redegjorde for baggrunden for valget af plejecentret, som bl.a. er gode til at få succes med at anvende de mange beskæftigelsesrettede ordninger som f.eks. virksomhedspraktik, snusepraktik, jobrotation og ansættelse med løntilskud. Forløb som bringer mennesker i job og uddannelse. Ligeledes anerkendte han plejecentrets lave sygefravær.

Stolte modtagere

Daglig leder Lilian Nielsen var utrolig glad for at modtage prisen og sagde, at alle medarbejdere skal være stolte over anerkendelsen - for alle bidrager til at gøre arbejdspladsen til et rigtig godt sted at arbejde og bo. Hun fremhævede bl.a. det gode samarbejde og fællesskab, der er, om at tage imod nye medarbejdere.

Prisen fejrer 10 års jubilæum

Prisen gives hvert år til en offentlig og en privat virksomhed, der i særlig grad udviser socialt ansvar og engagement ved at understøtte den lokale beskæftigelsesindsats. I år kan den anerkendende pris også fejre 10 års jubilæum. Dette afspejles på Jubilæumsdiplomet, som Bjarne Høj Christensen fra VASAC's Kunstgruppe har leveret et flot og farvestrålende kunstværk til. 

Yderligere information

AC-fuldmægtig Anne Schacht-Petersen
Center for Arbejdsmarked og Integration
Tlf.: 5857 4203
E-mail: annsc@slagelse.dk 

Foto fra venstre: formanden for Lokalt Arbejdsmarkedsråd Thomas Clausen, keramiker Nelly Gaskin, leder af plejecentret Lilian Nielsen og virksomhedskonsulent Ali Yavuz, CAI.