Ni spændende forslag til fremtidens Skælskør Rådhus

Hvordan skal Skælskør Rådhus se ud i fremtiden? Det er der kommet ni spændende bud på som fremlægges 30. oktober.

Hvordan skal Skælskør Rådhus se ud i fremtiden? Det spørgsmål stillede Kultur- og Fritidsudvalget alle de fremmødte til et åbent hus-arrangement på Skælskør Rådhus før sommer. Det er der kommet ni spændende og forskellige bud på, som de ni forslagsstillere vil præsentere for Kultur- og Fritidsudvalget den 30. oktober. Alle som er interesserede i at høre forslagene er velkomne til at overvære mødet.

Hvordan kan rådhuset bruges i fremtiden?

Udstillingsbygning, lokaler til events, børnekulturcenter og lereksperimentarium. Det er blot nogle af de forslag, som er kommet, til hvordan Skælskør Rådhus i fremtiden kan bruges. Flere af forslagene peger desuden også på muligheden for at etablere vandrehjem eller café som supplement til andre aktiviteter.

- Vi oplever en stor interesse i udviklingen af Skælskør Rådhus. Skælskør er jo på mange måder kunstens og kulturens købstad, så hvis vi i endnu højere grad kan understøtte det og byens og borgernes stolthed, så kan vi få turisten til at blive tilflytter. Derfor vil vi gerne se på mulighederne for at udvikle rådhuset til en levende bygning, der kan understøtte og forstærke både bosætning og turisme, siger medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Troels Brandt (B)

Forslagene præsenteres 30. oktober

De ni forslag bliver præsenteret på et åbent møde på Skælskør Vandrehjem den 30. oktober kl. 16.00-19.15, hvor Kultur- og Fritidsudvalget får mulighed for at stille spørgsmål til præsentationerne.

- Vi er i udvalget rigtig glade for at se den store interesse, som projektet er blevet mødt med fra borgerne. Vi efterlyste idéer til, hvordan vi kunne skabe nyt liv på rådhuset, og vi har fået ni spændende bud, som jeg godt tør sige, at vi ikke selv var kommet frem til uden borgernes hjælp og inspiration. Nu ser vi frem til dialogen med forslagsstillerne, så vi har et nuanceret udgangspunkt at arbejde videre med, til når vi skal træffe en beslutning for, hvad der i sidste ende skal være Skælskør Rådhus’ fremtidige profil. Hvis der er borgere som er interesseret i at høre om forslagene, er de velkomne til at møde op til præsentationsmødet og høre mere om tankerne bag de ni projekter sammen med os i udvalget, siger medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Anne Bjergvang. (A)

Der kræves ingen tilmelding til præsentationsmødet.

Flere oplysninger

  • Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Anne Bjergvang
    Tlf. 50 43 51 50
    Mail anbje@slagelse.dk    
  • Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Troels Brandt
    Tlf. 61 15 35 16
    Mail trbra@slagelse.dk 

Pressemeddelelse 9. oktober 2019