Spil Dansk fylder ugen med musik

Spillesteder, kulturinstitutioner, professionelle musikere og mange andre byder på god dansk musik, højt humør og et væld af forskellige musikaktiviteter

I denne uge rammer Spil Dansk-ugen igen Slagelse Kommune, hvor både spillesteder, kulturinstitutioner, professionelle musikere og mange andre byder på god dansk musik, højt humør og et væld af forskellige musikaktiviteter. Her er alt lige fra gratis koncerter på bibliotekerne til syngmed-aftenener. 

Mange af os kender følelsen, som kommer, når et godt stykke musik rammer vores øresnegl og får hårene til at rejse sig på os. Igen i år byder Spil Dansk ugen på en masse musikalske oplevelser for store og små, som kan give os alle netop den følelse hele ugen igennem.

Spil Dansk-ugen starter i dag mandag den 28. oktober med Bellas magiske musikbus, som kommer rundt til forskellige daginstitutioner i kommunen i Spil Dansk-ugen både mandag, torsdag og fredag. Herefter fortsætter ugen med gratis koncerter på bibliotekerne med musikskolens elever, syng-med-aften på Korsør Kulturhus og meget mere.

- Spil Dansk-ugen er en rigtig god mulighed for at sætte fokus på musikken og give både børn, unge, voksne og ældre nogle anderledes musikoplevelser. Musikken har rigtig mange kvaliteter og kan ikke mindst være det, som binder os sammen på tværs af alder, køn og kulturelle baggrunde. Jeg håber, rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at høre dansk musik i løbet af ugen, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

En helt særlig musikoplevelse venter der også den lokale fodboldklub B73 den 2. november. De kan nemlig se frem til en intimkoncert med den lokale rapper 4Pro, da de har vundet en Spil Dansk-hjemmekoncert, som Spil Dansk-udvalget har arrangeret.

Se programmet for ugen

Fakta om Spil Dansk

Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet fra 28. oktober – 3. november. Spil Dansk har til formål at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur. Der er tale om et samarbejde lokalt, regionalt og nationalt. Hensigten er at begejstre og inspirere danskerne til at skabe, spille og dele dansk musik. Det eneste krav til musikken i forbindelse med Spil Dansk er, at musikken skal være skabt eller produceret af danske komponister og sangskrivere. Teksterne kan være på alverdens sprog, og behøver ikke være på dansk. Det kan også være instrumentalmusik. Både interessen for ugen og antallet af arrangementer er steget støt gennem årene. Således forventes der i år over 1000 arrangementer i hele landet.

Flere oplysninger

  • Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen
    Tlf. 23 49 04 30
    Mail jander@slagelse.dk

  • Projektmedarbejder i Kulturafdelingen Nanna Lysdal
    Tlf. 58 57 44 30
    Mail: nalaa@slagelse.dk

Pressemeddelelse 28. oktober 2019