Sundhedsugen sætter fokus på det gode liv

Traditionen tro sætter Slagelse Kommune fokus på sundhed – både den mentale og den fysiske - i uge 41

Danskere, som har det dårligt mentalt, lever kortere end de danskere, der trives. Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Den mentale sundhed er derfor mindst lige så vigtig som den fysiske sundhed. Traditionen tro sætter Slagelse Kommune fokus på sundhed – både den mentale og den fysiske - i uge 41, når der holdes sundhedsuge. Hele ugen byder på en lang række spændende arrangementer for både børn, unge, voksne og ældre. Glæd dig til centimeter maraton, fællesskabsstafet, biograftur, fællessang, foredrag, modeshow og meget mere. 

Fællesskaber styrker den mentale sundhed

De fleste kender vejen til at holde sig fysisk sund gennem bl.a. motion og sunde madvaner. Men hvordan styrker man egentlig sin mentale sundhed? Fællesskaber og relationer kan være med til at styrke ens mentale sundhed og medvirke til, at man trives i sin hverdag og har et godt liv. Årets program til sundhedsugen er fyldt med arrangementer, som sætter fokus på det gode liv, og som giver gode muligheder for at opbygge relationer gennem en lang række forskellige fællesskaber.  

- I Slagelse Kommune er vi meget optaget af at arbejde med vores mentale sundhed – for hvis man har det godt med sig selv og sit liv, så kan man også fungere godt i sin dagligdag. Vi arbejder målrettet med trivsel og mental sundhed, for målet er, at flere borgere skal trives og generelt opleve en bedre livskvalitet. Derfor sætter vi igennem sundhedsugen fokus på det gode liv, som både kan styrke vores mentale og fysiske sundhed. Jeg håber, rigtig mange vil deltage i de mange spændende arrangementer gennem hele ugen, som er fordelt rundt om i kommunen, siger formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz. (A)   

Fællesskabsstafet, sundhedstips og idrætsweekend

Sundhedsugen starter med centimeter maraton søndag den 6. oktober, hvor alle tilmeldte børn får mulighed for at løbe 42.195 cm eller med andre ord et maraton i centimeter med selveste Rasmus Klump. Som noget nyt kan man i år også opleve en fællesskabsstafet, som byder på aktiviteter for både børn, unge, voksne og ældre fra mandag-fredag. Aktiviteterne er alt lige fra brætspilsaften, til fællesspisninger, morgengymnastik, hyggelige vandre- og cykelture og de er alle fordelt rundt om i kommunen. Hvis man savner værktøjer til en sundere hverdag, er der også god mulighed for at få det gennem en walk and talk med to studerende fra ernærings- og sundhedsuddannelsen. Sundhedsugen slutter med en idrætsweekend den 12.-13. oktober. Her åbner en række idrætsforeninger dørene til en lang række forskellige sportsgrene.

Se hele programmet

Flere oplysninger

  • Formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz
    Tlf. 20 29 58 66
    Mail aliya@slagelse.dk

  • Tovholder for sundhedsugen Tanja Frøling Nielsen
    Tlf. 58 57 40 86
    Mail tanjf@slagelse.dk

 
Pressemeddelelse 2. oktober 2019