Nye COVID-19-restriktioner i Slagelse Kommune

Statsministeren har udmeldt nye restriktioner for de kommuner med særlig højt smittetal, herunder Slagelse Kommune.

Smittetallene går den forkerte vej mange steder, herunder i Slagelse Kommune. Det betyder, at de restriktioner, som er gældende for hele Danmark, er forlænget til og med 28. februar 2021. Samtidig er der nye regionale restriktioner for i alt 38 kommuner, som er gældende til og med 3. januar.

- Sundhedsmyndighederne beskriver situationen som alvorlig med en høj smittestigning. Slagelse Kommune er en af de 38 kommuner, der er særligt hårdt ramt, og derfor bliver vi underlagt de samme skærpede restriktioner som fx hovedstadsområdet. Vi skal alle bidrage til at få smittetallene ned på de måder, vi kan, og vi er i dialog med Region Sjælland om at sikre tilstrækkelig testkapacitet, så vi både arbejder på at reducere smitten og opspore dem, der er smittede, siger kommunaldirektør Frank E. Andersen, der håber, at de lange køer ved testcentre kan nedbringes hurtigt ved at testkapaciteten øges.

De nye restriktioner i Slagelse Kommune, gælder fra 9. december og frem til og med 3. januar:

  • Alle områder i kommunen opfordres til at sende alle medarbejdere, som ikke varetager kritiske funktioner, hjem. Medarbejderne skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. 
  • Alle skolebørn fra og med 5. klasse hjemsendes og modtager fjernundervisning. Dette gælder dog ikke sårbare børn.
  • Alle unge på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser hjemsendes og modtager fjernundervisning. Det gælder ikke sårbare unge.
  • Indendørs arealer (idrætshaller, svømmehaller, teatre, museer m.fl.) lukkes ned, dog ikke for professionel sport.
  • Jobcentret lukker helt for fysisk henvendelse. Dette gælder også for udlevering af mundbind, som stadig kan hentes i borgerservice i Skælskør, Korsør og Slagelse. Notér at borgerservice har ændret åbningstid - læs mere på coronasiderne på kommunens hjemmeside.
  • Biblioteker lukkes, dog er skolelever og studerende undtaget.

- Det er nu, vi igen skal stå sammen og hjælpe hinanden med at få smittetallene ned, så vi kommer sikkert gennem denne opblussen af smitten, som vi gjorde det i foråret. Prøv at få børnene til at lege eller mødes med de samme venner i fritiden, så der ikke opstår nye smittekæder. Lad være med at tage hele familien med på indkøb, og husk at støtte det lokale erhvervsliv, når du køber julegaverne, siger borgmester John Dyrby Paulsen, som tilføjer, at de skærpede restriktioner også gælder, hvis borgere i kommunen besøger andre kommuner.

På coronasmitte.dk er der udarbejdet en pjece, som beskriver både eksisterende restriktioner og de nye restriktioner for særligt udsatte kommuner, herunder Slagelse:

Husk at der altid findes opdaterede oplysninger om nationale tiltag på www.coronasmitte.dk og information om restriktioner og ændringer som følge af corona på www.slagelse.dk/corona.

Nyhed den 8. december 2020