Kom og hør om seniorbofællesskaber

Seniorer, der drømmer om at bo i seniorbofællesskab, har mulighed for at høre mere om, hvordan drømmen bliver til virkelighed, når der er borgermøde i Korsør. Et konkret Korsør-projekt er også på dagsordenen.

Hvordan skaber man seniorfællesskab? Hvad skal der til? Og hvordan kan kommunen hjælpe? Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på den 9. marts, hvor Slagelse Kommune inviterer til borgermøde om mulighederne for at etablere seniorbofællesskaber i Slagelse Kommune.

- Vi får med jævne mellemrum henvendelser fra seniorer, som spørger til mulighederne for seniorbofællesskaber. Vi er positive overfor det, og fra kommunens side hjælper vi med at skabe overblik over, hvor og hvordan der kan bygges, og samtidig hjælper vi også med at komme i kontakt med relevante rådgivere, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

På mødet kan man blandt andet møde borgmesteren og projektudvikler Søren Lasse Pedersen fra OK-Fonden, som har lang erfaring med at etablere seniorbofællesskaber, og han vil fortælle om det seniorbofællesskab, der er på tegnebrættet i Svenstrup.

Formålet med mødet er både at fortælle generelt om mulighederne for at etablere seniorboligfællesskaber, men samtidig også at afsøge, om der er interesse for et konkret Korsør-projekt, som en initiativgruppe vil præsentere på mødet.

- Jeg er rigtig glad for, at der er en gruppe frivillige, som har taget initiativ til at etablere et seniorbofællesskab i Korsør. Hvis der er interesse for det, så er vi også positive overfor projektet og vil bakke op, så godt vi kan, siger formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Jørgen Grüner (F).

Mødet om seniorbofællesskaber afholdes den 9. marts kl. 19 i Korsør Kulturhus. Alle er velkommen, men tilmelding skal ske via Slagelse.dk/hoering, vælg tilmelding til møde i listen, senest den 4. marts.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgmester John Dyrby Paulsen
    Telefon 21 18 42 04
  • Udvalgsformand Jørgen Grüner
    Telefon 92 43 82 28
  • Planchef Darrin Bayliss
    Telefon 29 82 43 09

Pressemeddelelser den 19. februar 2019