Voksenløn til SSA-elever skal gøre det nemmere at rekruttere

Fremover kan SSA-elever over 25 år se frem til at få voksenløn i stedet for SU under uddannelsen på grundforløbet

Fremover kan SSA-elever over 25 år se frem til at få voksenløn i stedet for SU under uddannelsen på grundforløbet. Det har Forebyggelses- og Seniorudvalget netop besluttet på sit seneste møde for at skabe attraktive rammer for rekruttering af SSA-elever til Slagelse Kommune.

Hvis man overvejer at søge ind som SSA-elev i Slagelse Kommune og er over 25 år, så kan man se frem til attraktive lønvilkår. Fremover får SSA-elever over 25 år nemlig en elevløn på omkring 20.000 kroner om måneden på grundforløbet, som varer 20 uger. De ekstra penge om måneden kan have stor betydning for at tiltrække voksne SSA-elever over 25 år. Samtidig vil alle SSA-elever over 25 år få voksenløn under hovedforløbet, som det tidligere kun var muligt at søge om, hvis man havde erhvervserfaring.

Investering i at skabe attraktive arbejdspladser

- De attraktive lønvilkår ser vi som en investering i at skabe attraktive arbejdspladser på et område, hvor der i dag er rekrutteringsudfordringer. Hvis man er over 25 år, kan det få mange til at fravælge uddannelsen pga. den økonomiske nedgang til SU under grundforløbet. For nogen er SU slet ikke en økonomisk realistisk mulighed, da mange i den alder måske allerede har stiftet familie, købt hus mm. Derfor vil vi med voksenlønnen være med til at gøre det mere attraktivt for unge over 25 år at vælge en uddannelse som SSA, siger formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz. (A)

Forbedrede og mere attraktive lønvilkår

Overvejelserne om at skabe mere attraktive rammer for rekruttering udspringer bl.a. fra et dialogmøde i maj 2019, som Forebyggelses- og Seniorudvalget afholdte.

- Forud for budget 2020 holdt vi dialogmøder med bl.a. Ældrerådet, Ældre Sagen og Handicaprådet. Her var tilbagemeldingen bl.a. vigtigheden i at skabe attraktive rammer for rekruttering f.eks. fuld løn til SOSU uddannelsen. Vi ser derfor i udvalget nu frem til at følge om de forbedrede og mere attraktive lønvilkår kan medvirke til, at vi kan rekruttere flere SSA-elever og fastholde dem under uddannelsen, slutter formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz. (A)

Flere oplysninger

  • Formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz
    Mail aliya@slagelse.dk  
    Tlf. 20 29 58 66

Pressemeddelelse 22. januar 2020