Småjobs giver selvtillid og arbejdslyst

I februar startede Jobcenter Slagelses ungeafdeling en indsats, der skulle gøre unge ledige trygge på arbejdsmarkedet. For Helene har det betydet en verden til forskel.

Det er en indsats der gennem småjobs skulle gøre unge ledige trygge på arbejdsmarkedet og give mod på at læse videre. Siden da har 40 unge fået job i servicesektoren, sundheds- og ældresektoren eller i skoler eller dagtilbud.

Al erfaring viser, at unge, der bare arbejder få timer om ugen, har lettere ved at få et fast arbejde og større lyst til at uddanne sig og lære mere. Det var grundlaget, da Jobcenter Slagelse i februar søsatte den nye indsats, og de første spæde tilbagemeldinger hér godt et halvt år inde i forsøget ser lovende ud.

- Gennem småjob-indsatsen giver vi både de unge en mulighed for at se, hvordan en normal arbejdsplads fungerer og for at prøve at have et arbejde på ordinære løn- og arbejdsvilkår. Det er første skridt til at komme ud af arbejdsløshed. Det skridt har en gruppe af vores unge nu taget, og på den måde har vi nået første mål, siger Thomas Clausen (Ø), Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. Han ser nu frem til, at de fyrre rigtigt gerne skulle blive til mindst hundrede, inden året er omme.

Helene har fået selvtilliden tilbage

En af de unge, der har fået et af småjobbene, er 25-årige Helene Søvig, der den sidste måned har været ansat i børneinstitutionen Nygården i Vemmelev 15 timer om ugen. Helene har før forsøgt sig i uddannelsessystemet, men har på grund af personlige udfordringer, social angst og sin autisme desværre aldrig færdiggjort en uddannelse.

- Efter min sidste oplevelse, hvor jeg endte med at blive opsagt fra mit praktiksted, havde jeg en følelse af, at jeg ikke kunne noget. Det er hårdt. Jobbet her har givet mig en større tiltro til mine egne evner og givet mig selvtilliden tilbage. De forventninger og rammer om jobbet, der er hér, passer til mig, og jeg er blevet modtaget meget åbent og positivt. Jeg har faktisk lyst til at tage af sted om morgenen og bliver glad, når jeg møder på Nygården, siger Helene.

Hendes job i Nygården består af rengøring og desinficering ifm. den øgede hygiejne, som corona-pandemien har afstedkommet. Men også andre småopgaver så som opvask og lidt hygge og leg med børnene giver dagen indhold.

- Før var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare jobbet i en institution, med alle menneskerne og larmen. Men nu har jeg fundet ud af, at det kan jeg godt. Det har været rart med kun 15 timer om ugen, men nu kunne jeg nok godt klare det dobbelte. Faktisk overvejer jeg at begynde på en pædagogisk uddannelse, så jeg kan fortsætte med at arbejde med børn.

100 småjobs er målet – men der er brug for flere

I forbindelse med Slagelse Kommunes byråds budgetforlig for 2020 blev der indgået en aftale om at afsætte ekstra midler årligt frem til 2023 til kommunale virksomheder, så de kan ansætte unge i småjob. Jobbene dækker opgaver, der ikke bliver løst og er typisk kun på få timer ugentligt.

Der er ca. 750 unge mellem 18-29 år i Slagelse Kommune, som har brug for hjælp til at komme videre i job eller uddannelse. Inden udgangen af 2020 er målet at have oprettet 100 småjobs til unge. I første omgang skal småjobbene oprettes i Slagelse Kommune, men håbet er, at lokale private, regionale og statslige virksomheder med tiden vil byde ind med småjobs.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

Pressemeddelelse 10. juli 2020