Idrætsuvante børn får lyst til bevægelse

Fun2Move-holdene skaber et trygt rum, så børn får mod på og lyst til at dyrke idræt.

Det er ikke sjovt at være den sidste, som bliver valgt til fodboldholdet, eller som altid skal være udskifter. Det kan en del børn og unge nikke genkendende til. Derfor står motion og bevægelse ikke højt på deres hitliste i fritiden. Men takket være lokale ildsjæle og idrætsforeningerne i Slagelse Kommune, så har mange børn og unge genfundet lysten og interessen for bevægelse og motion og blevet en del af foreningslivet gennem projekt Fun2Move. I 2019 var 42 børn del af Fun2Move, mens tallet for 2020 indtil nu er på 44 børn.

En ekstra håndrækning 

Det er ikke alle børn, som lige nemt finder en plads på et idrætshold. Nogle børn har brug for en ekstra håndsrækning ind i et foreningsfællesskab. Det hjælper projekt Fun2Move med i tæt samarbejde med det lokale foreningsliv. Foreningerne Korsør IF2018, Marievang IF og Svøm Slagelse Korsør har særlige Fun2Movehold, hvor de sammen finder frem til, hvilken idrætsgren der passer bedst til det enkelte barn.

Brug for succesoplevelser 

-  Vi hjælper med at sluse børnene ind på holdene ved at de kommer til prøvetræninger og præsenterer dem for de forskellige miljøer og idrætsgrene, som er rundt om i foreningslivet. På Fun2Move-holdet skaber vi et trygt rum så børnene får mod på og lyst til at dyrke idræt. For inaktive børn kan godt lide bevægelse, men de har brug for nogle succesoplevelser hvor det sociale og sammenholdet er i fokus fremfor kun konkurrenceelementet, siger tovholder på Fun2Move i Slagelse Kommune Marlene Enersen Maagaard.

Børnenes billede af bevægelse ændres

- Vi kan se børn får et anderledes billede af, hvad bevægelse er, når de har været en del af Fun2Move. Inden de starter forbinder mange bevægelse og motion med noget negativt, som bare skal overstås. Det billede vender vi på holdet så børnene oplever glæde og begejstring ved motion og bevægelse. Det er fantastisk at se den udvikling mange af børnene går igennem. Det skyldes ikke mindst det sammenhold, som de får på Fun2Move-holdene, fortæller Camilla Endahl Langkjær fra Marievang IF.

Ildsjæle stiller op 

Glæden ved bevægelse og motivationen til at starte i en forening skyldes i høj grad også den energi, som frivillige i foreningerne lægger i projektet.

- Det er imponerende at se, hvordan ildsjæle fra foreningslivet stiller op og hjælper med at få idrætsuvante børn ind i foreningslivet til trods for, at det ikke nødvendigvis giver nye medlemmer i deres egen forening. Vi skylder en stor tak til ildsjælene i foreningerne for at hjælpe børnene ind i foreningslivet og få vist børnene, at motion og bevægelse er sjovt, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

Fakta om Fun2Move

Fun2Move er et foreningstilbud til børn og unge i alderen 7-14 år, som ikke er vant til at bevæge sig, som har lidt ekstra på sidebenene, eller som af andre grunde kan have svært ved at indgå på et almindeligt foreningshold. Der er fokus på at få sved på panden hver gang, men forklædt i leg. Børnene kan selv tilmelde sig Fun2Move-holdene, og derudover henvises børnene til holdene gennem et samarbejde på tværs af julemærkehjemmet, sundhedsplejerskerne på skolerne mv.

Flere oplysninger

  • Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen
    Tlf. 23 49 04 30
    Mail jorgan@slagelse.dk 


  • Marlene Enersen Maagaard, idrætskonsulent
    Tlf. 92 43 53 82
    Mail marlm@slagelse.dk

Pressemeddelelse 26. november 2020