TDC-arbejde kan give udfald på mobilen

TDC skal udskifte udstyr i sine master i Slagelse Kommune. Arbejdet starter i uge 37 og fortsætter henover efteråret. Det kan give svagere signal og udfald, mens arbejdet står på.

Hvis man er TDC-abonnent og skal bruge sin mobiltelefon henover efteråret, så skal man være opmærksom på, at der kan være udfald og svagere signal i perioder. Det meddeler TDC, som i uge 37 starter arbejdet med at udskifte udstyret i sine master.

I første omgang er det master omkring Stillinge Strand, Havrebjerg, Sønderup, Næsbyskov og Nordrup, som kan blive påvirket af udskiftningen. Senere på efteråret vil det også kunne påvirke mobilsignalet i andre dele af kommunen.

De master, der bliver arbejdet på, ligger forskudt, og derfor forventer TDC, at nabomasterne kan tage over, mens arbejdet står på. Men brugere vil kunne opleve problemer med at gennemføre opkald, sende sms’er og bruge mobildata indendørs, mens udendørsdækningen forventes at virke som normalt.  

112-opkald vil som altid blive foretaget via den nærmeste mast uanset, hvilket teleselskab, som ejer masten. Derfor forventes 112-opkald ikke at blive påvirket af arbejdet.

Nyhed den 2. september 2020