300.000 kr. i tilskud til keramikfestivalen Claytopia

Drømmer du om keramik i verdensklasse og en masse spændende aktiviteter? Så er Claytopia på Guldagergaard i juli noget for dig.

Det internationalt anerkendte keramiske forsknings- og videnscenter Guldagergaard i Skælskør afholder til sommer den udendørs keramikfestival ”Claytopia”.

Det skal være en tilbagevendende månedlang udendørs festival i juli måned med fokus på keramik. ”Claytopia” vil finde sted samtidig med Keramikfestivalen i Skælskør, der forventes afholdt onsdag den 14. juli, men er et selvstændigt arrangement på Guldagergaard uden direkte tilknytning til keramikfestivalen.

Kultur- og Fritidsudvalget i Slagelse Kommune har besluttet at støtte Claytopia med 300.000 kroner.

- Claytopia-festivalen vil styrke kommunens kultur- og turismeprofil, og understrege Skælskørs ry som kulturelt centrum på Vestsjælland. De udendørs rammer for festivalen giver mulighed for at præsentere kunsten på en ny måde, som sikkert vil tiltrække et bredt publikum, og bidrage til at flere opdager Skælskørs mange fortræffeligheder”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (A)

Masser af aktiviteter for alle aldersgrupper

Festivalen vil være åben for publikum i den gamle have med artist talks, musik og debatter, samtidig med, at de inviterer til udendørs udstillinger og rykker faglige værksteder udenfor til bl.a. hands-on demoer med professionelle kunstnere og et udendørs lerværksted for børn. Publikum kan komme helt tæt på, også langt væk fra, da alle debatter og events vil blive lagt ud live på sociale platforme.

Tilskuddet fra Slagelse Kommune skal bruges til bl.a. udstyr og markedsføring.

- Ambitionsniveauet er højt, og vi håber, at Corona tillader så mange som muligt at besøge Guldagergaard. I Kultur- og Fritidsudvalget lægger vi vægt på, at der er noget for enhver smag, hvad enten du vil prøve kræfter med at lave din egen keramik, spise streetfood, eller om du vil købe kunsten med hjem. Vi glæder os til de mange spændende aktiviteter”, siger medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Ebbe Ahlgren (V)

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen
    Tlf. 23 49 04 30
    Mail jorgan@slagelse.dk
  • Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Ebbe Ahlgren
    Tlf. 51 64 81 11
    Mail ebahl@slagelse.dk

Pressemeddelelse 9. april 2021