Drop mobilen på skolevejen, forældre

Mange forældre er optaget af deres mobil, når de kører på skolevejene, viser en ny undersøgelse. De bør droppe mobilen og i stedet holde øje med de børn, der er på vejen, lyder det i en aktuel kampagne.

Der er ofte en del trafik på skolevejene om morgenen, og man skal være ekstra opmærksom, så man ikke overser hinanden. Men det er ikke alle, der har fokus på trafikken hele tiden.

I en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 34 % af forældrene, at de har oplevet at andre forældre var så optaget af deres mobil, at de ikke så sig for, når de skulle videre.

Har du inden for det seneste år oplevet, at andre forældre, der afleverer deres børn i skole, har været optaget af deres mobil og derfor ikke set sig ordentligt for? (andel der svarer ja):

  • Nordjylland: 36 %
  • Midtjylland: 34 %
  • Syddanmark: 36 %
  • Hovedstaden: 32 %
  • Sjælland: 30 %
  • Total: 34 %

I august begynder 898 nye børn i skole i Slagelse Kommune. For at passe på dem har kommunen sat skilte op på skolevejene, hvor der med store typer står ”Børn på vej”.

For selv om de fleste forældre siger, at de er trygge ved at sende deres børn i skole på egen hånd, så er det vigtigt, at endnu flere trafikanter har fokus på trafikken og ikke på mobilen.

- Vi ser det desværre dagligt, også med børn i bilen. Så læg mobilen før du begiver dig ud i trafikken. Det giver færre uheld og øger opmærksomheden på skoleeleverne, siger Flemming Erichsen (A), formand for Trafiksikkerhedsudvalget.

Din adfærd smitter

Når forældre bruger håndholdt mobil og ikke ser sig for, så kan de både være til ulempe og fare for andre i trafikken. Men deres adfærd kan også betyde, at endnu flere børn begynder at bruge deres mobil håndholdt, når de færdes på egen hånd i trafikken. For voksnes adfærd smitter.

- Når man har afleveret sit barn, er der stadig mange andre børn, der ser, hvad du gør i trafikken. Det er vigtigt at huske, så ens egne dårlige vaner ikke spreder sig. Den dag hvor børnene skal færdes alene, skal de helst have sikre trafikvaner og ikke være optaget af deres mobil, når de cykler afsted, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Om kampagnen:

I august vil landets kommuner og Rådet for Sikker Trafik sætte fokus på de mange skolebørn, der er i trafikken. Det sker med kampagnen ”Børn på vej”, der kan ses på skilte på skolevejene i de 94 kommuner, der er med i kampagnen.

Desuden får landets skoler undervisningspakker, som de kan bruge til at undervise børnene i, hvordan man færdes sikkert i trafikken. Sideløbende med kampagnen gennemfører politiet kontrol på skolevejene.

Flere oplysninger

  • Flemming Erichsen, formand for Trafiksikkerhedsudvalget
    Tlf. 21 22 65 55
  • Lene Zinck, myndighedsmedarbejder, Slagelse Kommune
    Tlf. 58 57 45 59
    E-mail lenez@slagelse.dk
  • Rosa Nissen, projektleder, Rådet for Sikker Trafik
    tlf. 61 65 04 43

Pressemeddelelse den 5. august 2021