Fribusserne får hver sin farve

Til august bliver antallet af gratis Fribus-ruter udvidet fra en til tre ruter. Derfor får de tre linjer hver sin farve: RØD, BLÅ og LILLA

Den 9. august starter skolebørnene i skole igen efter sommerferien. Samme dag har to nye Fribus-ruter også premiere. De to nye ruter slutter sig til den allerede eksisterende Fribus-rute, som har kørt i Stillinge siden sidste sommer. Indtil nu har den bare heddet Fribussen. Men med de to nye ruter får den nu navnet Fribussen LILLA, mens de to nye linjer får navnene Fribussen BLÅ og Fribussen RØD.

- Jeg glæder mig til, at de to nye linjer begynder at køre, fordi det betyder, at endnu flere får en gratis bus i nærheden af, hvor de bor, og vi som kommune får udnyttet vores ”bus-penge” bedre. Det kan måske godt virke lidt forvirrende, at vi nu giver busserne forskellige navne. Men når vi får to nye linjer, bliver også nødt til at navngive dem, så folk kan skille dem fra hinanden, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs- og Teknikudvalget.

Med udvidelsen af de nye to nye ruter har Slagelse tre Fribusser:

  • Fribussen RØD fra Skælskør mod Fårdrup over Boeslunde eller Dalmose
  • Fribussen BLÅ fra Slagelse mod Dalmose over Slots Bjergby eller Sørbymagle
  • Fribussen LILLA fra Slagelse mod Kirke Stillinge over Havrebjerg eller Hejninge

De nye ruter er – lige som den første rute i Stillinge – også ringruter. Det vil sige, at de starter og slutter samme sted. Og lige som Stillinge-ruten er de også gratis at køre med for alle passagerer. Det vil sige, at man ikke behøver at købe billet, og passagerer kan stå af og på bussen i vejkanten.

RØD og BLÅ rute afløser de fire ruter 433, 496, 497 og 498, som har kørt deres sidste tur. Alle pengene, som tidligere er blevet brugt på de fire nedlagte ruter, bliver nu brugt på de to nye Fribus-linjer.

-  De nye linjer betyder ikke, at vi sparer på busserne. De gamle buslinjer havde kun ca. 25 brugere i gennemsnit om dagen, og langt de fleste af dem er skolebørn. Vi har forsøgt at inddrage lokalsamfundene i planlægningen af de nye ruter, så vi får skabt et busprodukt som flest mulige, kan få glæde af siger, siger Villum Christensen.

På de nye Fribus-linjer, RØD og BLÅ, vil det være muligt at have cyklen med bussen, mens dette først bliver muligt fra den 1. januar 2022 på Fribussen LILLA

Fribussen kører ikke i skolernes ferie. Derfor starter alle tre Fribus-ruter med at køre igen den 9. august. Men allerede nu kan køreplaner og ruter ses på

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Udvalgsformand Villum Christensen
    Telefon 61 15 30 89

Pressemeddelelse den 2. juli 2021