Ohøj landkrabber - Legeskibet besøger Skælskør

Legeskibet lægger til kaj i Skælskør fra den 14.-16. juli og sætter gang i en folkefest

Legeskibet lægger til kaj i Skælskør fra den 14.-16. juli. Skibet er ladet med glade legematroser, der sætter gang i en folkefest i danske havne med fokus på fællesskab, leg og bevægelse for alle. Legeskibet sejler i samarbejde med DR og partnere under temaet ”sammen i bevægelse”, der har til formål at få danskerne op af sofaen og inspirere til mere bevægelse. Der vil i løbet af dagene være rundvisninger og gode fortællinger om skibet fra legematroser og skibets rigtige matroser.

Legeskibet stævner ud på sommertogt i samarbejde med DR under temaet ”sammen i bevægelse”. Kom og oplev timevis af leg, sjov og bevægelse, når Legeskibet fra 3.-24. juli besøger seks havnebyer. Onsdag den 14. juli kommer legeskibet til Skælskør og inviterer alle til timevis af leg, sjov og bevægelse. Legematroserne vil instruere i fælleslege og sømandsdans, og de er alle uddannet fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der har mere end 40 års erfaring med formidling af leg og bevægelsesglæde. Legeskibet er udviklet af Gerlev Idrætshøjskole og Gerlev Center for Leg & Bevægelse med støtte fra Lauritzen Fonden.

Bevægelse skal være sjovt

- Det skal være sjovt at bevæge sig og netop lege sætter både gang i bevægelse og fællesskabet. Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at lege, så alle kan være med, når legeskibet besøger Skælskør. Vi håber, rigtig mange vil kigge forbi havnen og prøve nogle af legeskibets mange lege og aktiviteter og ikke mindst opleve, hvordan en gammel skonnert ser ud, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen. (A)

Legeskibets besøg er støttet af Kultur- og Fritidsudvalget samt Bykontoret i Skælskør, som naturligvis også ser frem til at legeskibet læger til kaj i Skælskør.

Et af sommerens højdepunkter

-  Tre dage fyldt med lege og bevægelse på Nationalmuseets skonnert Bonavista i Skælskør bliver bestemt et af sommerens højdepunkter både for alle som bor i og omkring Skælskør, og ikke mindst de mange som lægger vejen forbi. Vi glæder os til at se en masse bevægelse, når legematroserne bl.a. laver sjove og udfordrende klatre- og aktivitetsruter, fodboldturneringer, sømandstræning på alle niveauer, bevægelseslege, bordspil og meget andet, siger Merete Rohde Larsen fra Skælskør Bykontor.

Det er gratis at gå ombord og legeskibet er åbent alle tre dage fra 10.00 til 17.00.

Flere oplysninger

  • Jørgen Andersen Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
    Tlf. 23 49 04 30
    Mail jorgan@slagelse.dk

  • Merete Rohde Larsen fra Skælskør Bykontor
    Tlf 30 36 30 66
    Mail merete@bykontoret.dk

  • Puk Kirkeskov Hvistendal Leder af Idræt, Fritid og Faciliteter
    Tlf 29 12 42 03
    Mail pukhv@slagelse.dk

Pressemeddelelse 12. juli 2021